Randa-Boldt fortrøstningsfuld inden pokalkvartfinale
Efter en lang vinteropstart er der langt om længe igen for alvor noget på spil når HB Køge på lørdag den 11. marts møder FC Thy-Thisted Q i kvartfinalen i Gjensidige Kvindepokalen.
Og HB Køge er klar oven på en opstart, der har budt på en række træningskampe med fine indsatser og resultater senest med 1-0-sejren over de svenske mestre fra FC Rosengård.
“Vi har i opstarten prøvet at kigge lidt på forskellige måder at presse på og bygge spillet op på, og rotere lidt spillere rundt. Det er selvfølgelig altid noget, der tager tid, men alt i alt, så ser vi meget fine ud,” lyder det fra cheftræner Søren Randa-Boldt som i løbet af transfervinduet har haft lidt ændringer i spillertruppen at arbejde med.
“På nogen punkter har vi haft en blandet opstart, fordi vi ret sent fik to nye spillere ind og også mistede nogle spillere. Så selvom vi ser fine ud, så er vi også på en eller anden måde i en lidt anden situation, end vi har været i de sidste par opstarter. Det er en ny situation for os,” fortæller cheftræneren, der blandt andet har måttet se profilerne Isabella Obaze drage til FC Rosengård og Kyra Carusa til London City Lionesses.
Begge har efterladt et hul, og særligt Kyra Carusas lederegenskaber vil blive savnet, understreger Søren Randa-Boldt, som dog også forsikrer, andre spillere står klar til at tage mere ansvar på deres skuldre.
“Kyra var jo en kæmpe leder, og det er der ikke nogen, der kan erstatte. Det har jeg i min trænerkarriere ikke mødt nogle spillere, der vil kunne. Men der er altid nogle nye, der tager over, og måske lidt flere, der tager ansvar. Der vil altid være nogle nogle der stepper lidt op. Så vi skal nok få fyldt det hul, det bliver bare ikke én bestemt spiller, der kommer til at gøre det,” siger Søren Randa-Boldt, der dog godt kan pege på nogle af de spillere, der allerede nu – og også tidligere – har taget noget af lederskabet på deres skuldre.
“Mie Leth Jans har været god til at gå forrest siden hun kom til. Og så kommer vores nye canadier, Emma Regan, også mere og mere på banen, så hun skal nok også blive en stor leder for os på et tidspunkt,” slutter Søren Randa-Boldt.
Mens HB Køges pokalkvartfinale mod FC Thy-Thisted Q spilles i den kommende weekend, så går der yderligere et par uger inden det går løs i Gjensidige Kvindeligaen, hvor HB Køges første kamp spilles fredag den 31. marts kl. 18.00 på hjemmebane mod FC Nordsjælland. Vinder HB Køge pokalkampen i Thisted lørdag venter der to pokalsemifinaler inden ligaåbneren mod FC Nordsjælland.