Randa-Boldt om 0-0 mod FCN: “Vi skal blive bedre på bolden”
HB Køge spillede sent søndag aften 0-0 på udebane mod FC Nordsjælland i efterårets sidste Gjensidige Kvindeliga-kamp. Det var en jævnbyrdig og chancefattig kamp. Cheftræner Søren Randa-Boldt satte efterfølgende nogle ord på kampen.
“FC Nordsjælland er et super godt hold. De har været ret uheldige med deres pointhøst, i forhold til hvor godt de spiller. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi kun får et point. Vi ville helst have haft tre point og har også en del standardsituationer, hvor vi er farlige. Dog er FC Nordsjælland også meget på bolden og har nogle perioder, hvor de får os ud og løbe en del”, siger cheftræner Søren Randa-Boldt.
For første gang i år måtte HB Køge forlade en Gjensidige Kvindeliga-kamp uden at have scoret et mål. Søren Randa-Boldt var da heller ikke tilfreds med spillet på bolden:
“Vi var ikke gode nok på bolden. Vi får slet ikke sat nok pasninger sammen i træk og så er Nordsjælland gode til at få brudt ned for vores spil med et stærk genpres. Så der er også cadeau til FC Nordsjælland, men vi var ikke gode nok i vores pasningsspil”.
Da kampen blev fløjtet af, lå flere af HB Køges-spillere udmattede tilbage. HB Køge-holdet kan også se tilbage på en periode, der bød på fem kampe på blot 16 dage. Heraf to kampe i Champions League mod Arsenal FC, hvor den seneste blev spillet i midtugen på udebane i Nordlondon.
“Selvfølgelig kan midtugens kamp mod Arsenal mærkes. Der spilles i så højt tempo i Champions League, hvilket vi ikke er vant til, så det vil give et fysisk efterslæb. Så der er ikke noget at sige til, at flere af vores spiller havde trætte ben mod slutningen af kampen”, forklarer Randa-Boldt, og uddyber hvad HB Køge kan tage med videre:
“Først og fremmest så tager vi et point med videre til vinterpausen. Jeg er ikke tilfreds med vores præstation, når det kommer til vores spil på bolden. Vi roterer en smule i startopstilling, men spillet på banen var bare ikke godt nok. Der skal vi blive bedre og det er jeg sikker på, at vi også kommer til at være til foråret. Vi skal blive bedre på bolden.”
Det uafgjorte resultat betyder, at HB Køge overvintrer på førstepladsen og har fem point ned til Fortuna Hjørring på andenpladsen, inden forårets mesterskabsslutspil går i gang. Inden HB Køges Gjensidige Kvindeliga-mandskab går på ferie, mangler der dog fortsat to kampe i Champions League. Først en hjemmekamp på Capelli Sport Stadion imod Hoffenheim d. 9. december og efterfølgende årets sidste kamp imod de forsvarende Champions League-mestre fra FC Barcelona på udebane d. 15. december.