shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Reaktioner fra Esbjerg: Masser at bygge videre på

Magnus Wørts var igen at finde i startopstillingen og var en af de bærende kræfter på HB Køge-mandskabet, der torsdag aften måtte se sig slået af Esbjerg fB efter en god fight. Holdet skulle finde sig til rette efter en hektisk start på opgøret, men herefter var både Wørts og resten af truppen med til at presse værterne fra vestkysten i perioder af kampen.

“Jeg oplever, at vi i løbet af de første 25 minutter er presset i bund. Der er ikke meget, der fungerer i den periode, men i takt med at kampen skrider frem kommer vi mere og mere med. De sidste ti-femten minutter af første halvleg er egentlig gode nok og det tager vi også med ind i anden halvleg, hvor vi får lagt noget pres på og kommer frem til nogle chancer. Men det var en hårdtspillet kamp, hvor vi giver dem kamp til stregen”, siger Magnus Wørts efter opgøret.

Værternes – og kampens – eneste scoring faldt efter et hjørnespark til Esbjerg fB, som hoppede frem og tilbage mellem HB Køge-spillerne inden Pyry Soiri satte hovedet på. Alligevel var der flere chancer for at få et fint resultat med retur til Sjælland.

“Først og fremmest har vi nogle bolde i deres felt, som vi godt kunne have gjort mere ved. Så er det også bare frustrerende, når de scorer på en standard, hvor den bliver lagt i mål på en tredjebold. Udover det, synes jeg egentlig, at vi holder dem meget godt fra det meste”,

“Der er stadig masser af selvtillid. Selvom vi taber, spiller vi en god kamp, hvor der er masser at bygge videre på. Jeg er ret overbevist om, at vi kan få tre point med næste gang” fortæller Magnus Wørts efter kampen.

Auri: Vi kæmper for klubben

Også cheftræner Auri Skarbalius var efter opgøret i Esbjerg ærgerlig over ikke at få mere med fra en kamp, der bød på chancer i begge ender. Alligevel fremhæver cheftræneren dog, at der også var forbedringer at spore, når man ser tingene i det store perspektiv.

“Spillerne var skuffede efter kampen, for vi synes egentlig, at vi fortjener mere end et nederlag. Den første del af kampen skulle vi lige inde system i vores defensiv og jo mere kampen skred frem, jo bedre blev vi også. Desværre må vi bare konstatere, at modstanderne i top seks er skarpere end os”, fortæller Auri Skarbalius.

“For mig er motivationen noget, der kommer indefra. Uanset om man er professionel fodboldspiller eller ej, så vil det være uacceptabelt at komme på arbejde og være umotiveret. Det jeg så gør er at guide og inspirere. I dag var det et tydeligt et eksempel på, at vi i nogle facetter har rykket os sammenlignet med de sidste fem kampe. Jeg bliver ved med at sige til spillerne, at det er vores pligt at arbejde hver eneste dag – for vi kæmper for klubben”,

“Når vi har de klare aftaler på dødbolde, så kan vi bagefter også tydeligt se, hvem der slipper sin mand og arbejde med det. Det er meget simpelt og skal blive bedre næste gang”, slutter cheftræneren af.