shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Reaktioner fra Odense: En rigtig fin test

Onsdag middag fik HB Køges 1. Divisionshold lov at teste sig selv mod et skarpt Superliga-mandskab fra Odense Boldklub, der på en råkold fynsk kunstgræsbane havde gjort klar til Auri og troppernes tredje træningskamp i det nye år. Det blev med et nyt system fra start, hvor Mikkel Qvist fik uofficiel debut for HB Køge i en tre-back-kæde, mens også nytilkomne Emilio Simonsen var med fra start.

”Der er ingen tvivl om, at når vi møder et hold som OB, hvor vi bliver testet maks, så er det rigtig fint at teste nogle forskellige spillere og nogle forskellige positioner – for mod et Superliga-mandskab bliver man straffet, hvis ikke man leverer”, siger assistenttræner Kim Daugaard og fortæller om de to nye ansigter:

”Hvis man ser en spiller som Emilio Sørensen i dag, så er der ingen tvivl om, at han er en rigtig, rigtig klog spiller. Han bevæger sig i alle de rigtige mellemrum og kan – som vi har været lidt udfordret i – sætte en mand eller to, hvilket åbner op for nye rum og muligheder. Mikkel Qvist har jo nogle åbenlyse fysiske kvaliteter qua sin størrelse, men han skal selvfølgelig vænne sig til at spille et nyt system og finde sig til rette blandt sine nye holdkammerater”,

”Da vi var på træningslejr i Tyskland i sommer, talte vi faktisk rigtig meget om, at vi skal blive bedre til at undgå de straffespark. Jeg tror så aldrig, at jeg har oplevet en halvsæson, hvor vi har indkasseret fem straffespark, som i efteråret. Nu indkasserer vi så to i dag – som begge er unødvendige. Nogle gange sker det, at man begår et, men vi er nødt til at blive bedre til at tænke os om og ikke sætte os selv i sådan nogle situationer”, slutter Kim Daugaard af.

 

Mark Gundelach: Et dejligt mål

Fra sit udgangspunkt som højre wingback skabte Mark Gundelach konstant problemer for et evigt udfordret OB-mandskabs venstreflanke. Det udmøntede sig i en scoring, da han kort inden pausen træk ind i banen og med det ellers normalt kolde venstreben sendte en bold i perfekt bue helt op i den modsatte ende af målet.

”Det er jo et dejligt mål. Jeg har faktisk trænet lige den der detaljer med Wørts i corona-pausen, så det varmede lidt at få sendt sådan en basse i mål lige inden pausen. Det er så ærgerligt, at vi indkasserer de to straffespark. Men det er egentlig en fin kamp, og det var fint at få nogle meter i benene. Særligt i første halvleg synes jeg, at det så spændende ud med det nye system. Det er der nogle spændende perspektiver i”, siger Mark Gundelach og uddyber om det nye system.

”Relationerne i et systemskifte betyder selvfølgelig noget, dem skal vi have på plads. Der er efterhånden ikke så længe til sæsonstart. Men det var godt at se alle mand og jeg synes, at der var masser af gode præstationer i både første og anden halvleg. Selvfølgelig ville vi gerne have haft en sejr, men i dag er det nok meget godt, at der ikke var point på spil”.