Reaktioner fra Østerbro: To forskellige halvlege
Efter lørdagens sejr over B.93 i årets første udebanekamp var den dobbelte målscorer Martin Koch Helsted ganske tilfreds med det udtryk, som holdet kom med i anden halvleg. Angriberen tegnede sig for HB Køges to scoringer, som ikke var teknisk svære, men alligevel betyder noget for angriberen.
“Den første scoring falder efter, at der helt tydeligt bliver begået straffespark på Jakob Johansson, som jeg har æren af at tage mig af. Jeg følte mig meget selvsikker på den og fik scoret sikkert på den. Lige inden jeg går til bolden kigger jeg op og fornemmer kort, hvor keeperen ville gå hen, så jeg kunne placere den i den modsatte side. Det er efterhånden en fornemmelse jeg har, når jeg skal sparke straffespark og denne gang holdte den stik. Ved det andet mål stod jeg bare det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt – og det skal man også som angriber. Så det var dejligt, at kunne score nogle “lette” mål”
“I første halvleg er de lidt for meget på bolden, men det bliver ændret ti minutter inden i anden halvleg og derefter står der HB Køge på det meste, hvor vi får styr på det. At vi kommer med det udtryk til sidst i kampen er dejligt og vi skal jo vinde sådan en kamp som den i dag. Så det var også dejligt, at vi endte med at gøre det. Resultatet i en træningskamp er selvfølgelig ikke alfa omega, men det er alligevel dejligt at få en af disse “pligtsejre” med et lavere rangerende hold. I dag er det vigtigt, at alle får nogle meter i benene”, slutter en tilfreds Martin Koch Helsted af.
Også cheftræner Auri Skarbalius var ganske tilfreds med en fin indsats fra hele holdet, hvor det på forhånd var planlagt at få de fleste spillere i aktion.
“To meget forskellige halvlege i dag. I første halvleg er vi slet ikke tilfredse med udtrykket, hvor vi kommer forsinket ind i nærkampene og når vi så kommer først på boldene, så stresser de os, hvilket leder til, at vi tager mange dårlige beslutninger. Vi har en god snak i pausen og derefter bliver det bedre. Vi punktere deres pres, begynder at spille i bagrum og lykkedes med at lave sideskift. Derefter kommer chancerne og dem får vi også udnyttet”
“Planen var at alle skulle have spilletid. Den intensitet man kan få i en kamp, er svær at matche i en træning, så det er vigtigt, at få gang i alle. Igen i dag ser vi Marius Kruse i målet ser stærk ud, Valon Ljuti kommer også ind og gør en forskel i dag. Det var dejligt at se en spiller som Lorenzo Burnet, der får minutter i dag mens også Liam Jordan gør det godt i forskellige roller og til sidst, var det også godt at se vores U19-spiller William Madsen, der kommer ind og spiller med en stor autoritet og rolighed”, fortæller en overordnet tilfreds cheftræner efter årets første udebanesejr.
Træningskamp
B.93 – HB Køge
Lørdag den 23. januar kl. 12.00
Kunst v/ Østerbro Stadion