Resultater fra talentholdene
Der var premiere på den nye sæson for de fire ældste talenthold og det resulterede i fire sejre!
På hjemmebane på Capelli Sport Station tog HB Køges talentpigehold, U16 og U18, lørdag imod Varde.
Først spillede U18 holdene mod hinanden og HB Køge vandt her 3-2. Svanerne kom bagud 0-1, men inden pausen udlignede Silje Stockmar. Tre minutter efter pausen kom HB Køge igen bagud, men hjemmeholdet ville det anderledes. Først udlignede Alberte Amby Frederiksen efter 58 minutter og seks minutter senere scorede Fiona Kjeldal Helenius sejrsmålet til 3-2.
Herefter var det U16 holdenes tur i varmen, og her var der ingen pardon fra hjemmeholdets side. Efter et kvarter af første halvleg bragte Josephine Nielsen svanerne foran, og det var stillingen ved pausen. I slutningen af anden halvleg cementerede først Sille Kjær Ottosen efter 85 minutter, og i overtiden Sherin Hasno sejren på 3-0.
Talentdrengeholdene var taget til Jylland for at spille mod Hobro IK.
Først i kampe var U19 holdene, og her tog HB Køge sejren ved at vinde 2-0. Efter 34 minutter af første halvleg bragte Omed Mirzazadeh udeholdet foran 1-0 og i anden halvleg scorede Valdemar Kjær Mikkelsen til slutresultatet 2-0 efter 62 minutter. Perfekt indledning på sæsonen.
De næste to hold i kamp var U17 holdene. Allerede efter fem minutter bragte Mustapha Salah svanerne foran 1-0 og han nåede også akkurat at score til 2-0 inden pausen i den ulidelige varme.
Efter pausen scorede Ifenna Dorgu to hurtigere mål efter 50 og 54 minutter, og så var den kamp afgjort. Hjemmeholdet fik lov til at reducere et par gange så kampen sluttede 4-2 til HB Køge.