Resultater fra talentholdene
HB Køges U17 drengetalenthold indledte lørdag sæsonen på Herfølge Stadion, hvor holdet tog imod AB. Alt gik efter planen i første halvleg, hvor August Halling bragte svanerne foran 1-0, men med fem minutter igen af anden halvleg fik akademikerne udlignet, og et minut før tid fik de også sat sejrsmålet ind. HB Køges forsvarende mestre fra sidste sæson, måtte lade alle pointene tage med til Gladsaxe.
Til gengæld hævnede HB Køges U19 talenthold dette nederlag ved at vinde 4-3 på Capelli Sport Stadion i Køge senere på eftermiddagen. Ifenna Dorgu bragte hjemmeholdet foran efter 18 minutter, men inden pausen fik AB udlignet. Efter pausen bragte Emilio Mohammad igen svanerne foran efter 56 minutter, men AB var ikke færdige og fik udlignet til 2-2 efter 63 minutter.
Niklas Jakobsen scorede til 3-2 med ni minutter igen, men akademikerne ville ikke gi’ sig og fik igen bragt balance i regnskabet med fem minutter igen.
I sidste minut fik Ifenna Dorgu – med sit andet mål – scoret til 4-3, som blev kampens resultat.
Talentpigene var søndag taget på langfart til Hjørring, hvor Fortuna var modstanderen. Først i ilden var U19 ligaholdene. Hjemmeholdet bragte sig foran i første halvleg, men med tyve minutter igen udlignede Liv Norre Rasmussen for svanerne, og da der ikke blev scoret mere endte kampen uafgjort og et point til hver.
Der er dog et yderligere point at spille om i straffesparkskonkurrencen, når en ungdomskamp ender uafgjort, og her var HB Køge bedst.
Laura Sehested, Emilie Holt, Silja Snerle Trebbien og Liv Norre Rasmussen omsatte alle sparket i mål, og da hjemmeholdet brændte to ud af deres fire var der ikke grund til at skyde det sidste. HB Køge kunne tage to point med hjem.
Herefter var det U16 liga holdenes tur. Hjemmeholdet kom foran 1-0 efter 34 minutter. En føring som Anna Holm udlignede inden pausen. I anden halvleg bragte Evelina Thygesen svanerne på sejrskurs med seks minutter igen, men hjemmeholdet snød HB Køge for en debutsejr i rækken ved at udligne i overtiden til 2-2.
Hjemmeholdet var bedst til at skyde straffespark, og fik dermed et ekstra point.