Resultater fra talentholdene
HB Køges U19 talenthold i drengedivisionen tyvstartede på kampene i weekenden, da de fredag aften tog til Sundby Idrætspark for at spille mod AC Amager Academy.
Lad det være sagt med det samme; Asger Vielsteds tropper fortsatte hvor de slap i første kamp mod AB, og vandt med 3-1. Inden pausen havde Ifenna Dorgu bragt HB Køge foran 2-0 i det 30. og 38. minut. Efter pausen øgede Aiham Al Nasser til 3-0 efter 71 minutter, men minutet efter reducerede hjemmeholdet til 1-3.
Nærmere kom de dog ikke, og svanerne kunne tage hjem med de tre point.
Til gengæld kunne U17 drengetalentholdet ikke følge den sejr op, da de lørdag besøgte AC Academy’s ditto – også i Sundby Idrætspark. Hjemmeholdet kom foran efter 25 minutter, og først med otte minutter igen kunne Victor Musse udligne for svanerne. Ingen af holdene scorede yderligere, og man gik derfor i straffesparkskonkurrence. Her var hjemmeholdet bedst og tog et yderligere point.
HB Køges to ligahold hos pigerne tog lørdag imod Kolding IF hjemme på Capelli Sport Stadion.
Først var U19 ligaholdet i ilden og vandt 3-1. Der var ingen mål i første halvleg, men fire minutter efter pausen scorede Laura Sehested til 1-0. Koldingenserne fik udlignet efter 64 minutter, men Emilie Holt bragte igen svanerne foran efter 73 minutter og med to minutter igen gjorde Augusta Callesen det til 3-1. Det var første sejr i ligaen for U19 holdet.
U16 Ligaholdet fik også den første sejr, da de kopierede U19 ligaholdet ved at vinde 3-1 over koldinggenserne.
Mie Mieritz bragte svanerne i front i sidste minut af første halvleg. Hun gjorde det også til 2-0 efter 63 minutter af anden halvleg, og Evelina Thygesen scorede til 3-0 efter 75 minutter før udeholdet fik pyntet lidt på stillingen med ni minutter igen.