shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Roskilde KFUM og HB Køge i fælles offensiv

De to fodboldklubber Roskilde KFUM og HB Køge indleder nu et tæt strategisk samarbejde.

Parløbet skal styrke både den sportslige og den kommercielle udvikling i begge klubber.

” For os er HB Køge det helt rigtige match. HB Køge har altid haft et stærkt fokus på talentudvikling, og hvis man kigger på niveauet under Superligaen på Sjælland, skiller HB Køge sig ud ved at være mest veldrevet og fremsynet. Der er tyngde bag ambitionerne, og der er en sammenhæng mellem det, man siger, og det, man gør,” siger Allan Markussen, der er bestyrelsesformand for KFUM’s Boldklub Roskilde.

HB Køges direktør Per Rud følger op:

” Roskilde KFUM har altid været tro mod sig selv. Der er ro på bagsmækken. Klubben har stærke værdier og sin helt egen identitet og position i sjællandsk fodbold. Når det handler om at skabe rammer for at udvikle talenter og nå det næste niveau, er klubben stræbsom og konstant i bevægelse. Vi gør det her, fordi vi ser KFUM som den bedste ”legekammerat”, vi kan få.”

Samarbejdsaftalen mellem de to klubber vil blive udrullet de kommende måneder. På de strategiske linjer handler alliancen om sparring, vidensdeling og workshops, der skal sikre udvikling i Roskilde KFUM og HB Køge, både sportsligt og forretningsmæssigt.

Konkret indebærer samarbejdsaftalen at:

  • HB Køge involverer sig praktisk og økonomisk i Roskilde KFUMs topcenter
  • Roskilde KFUM modtager et fee, hvis klubbens spillere slår igennem i HB Køge
  • Roskilde KFUM vil de kommende sæsoner optræde i brandet Capelli Sport, der står bag HB Køge
  • Capelli Sport bliver sponsor i Roskilde KFUM
  • Spillere fra HB Køges førsteholdstrup lejes ud til Roskilde KFUM

” Det er kun starten. Vi har flere initiativer i pipelinen. Der har i mange år været stærke bånd mellem de to klubber, og det er de relationer, der gør, at vi går trygt ind i samarbejdet med HB Køge. Det er to ligeværdige partnere, der kan understøtte hinanden både i hverdagen og i det store billede,” siger Pierre Overgaard, der er direktør i det nystiftede KFUM Pro og samtidig sportschef i moderklubben Roskilde KFUM.

Per Rud supplerer på vegne af HB Køge:

”Vi gør dette, fordi vi er sikre på, at begge klubber kan nyde gavn af samarbejdet. Vi håber, at vi kan hjælpe Roskilde KFUM, men der er ingen tvivl om, at vi også kan lære en masse af Roskilde KFUM. Kernen i det her skal være den gensidige respekt og at man ”er nysgerrige på hinanden.”

På banen er der allerede nu de første synlige beviser på samarbejdet mellem de to klubber. Her er de tre HB Køge-spillere Jonathan Canto, Frederik Munck og Frank Assinki udlejet til Roskilde KFUM. Sidstnævnte støder først til truppen næste uge. Den seneste måned har Assinki deltaget i – og vundet – Africa Cup of Nations for Ghana.

Som led i samarbejdet indtræder HB Køges projektchef Anders Bay i bestyrelsen for KFUM Pro.

” Vi glæder os til at byde Anders og alle andre HB Køge-folk velkommen. Vi får med denne aftale mulighed for at sætte yderligere vægt bag vores ambitioner om at flytte Roskilde KFUM. Det kræver muskler og udvikling, hvis man vil spille en rolle i dansk fodbold,” siger bestyrelsesformand for KFUM Pro, Lars-Christian Brask.

HB Køge ligger lige nu nummer syv i 1. Division, mens Roskilde KFUM ligger på ottendepladsen i 2. Division Øst.