Rothmann: Skal køre hårdt på mod Nykøbing
Torsdagens sejr imod Hillerød Fodbold har givet selvtillid i HB Køge. Så skarp er konklusionen fra skarpretter Joachim Rothmann inden Nykøbing FC tirsdag gæster HB Køge og Capelli Sport Stadion i sæsonens femte spillerunde. Af samme grund vil Rothmann og holdkammeraterne ud og diktere og vinde kampen imod gæsterne fra syd.
“Sejren imod Hillerød har givet os noget selvtillid i truppen. Vi spillede ikke verdens bedste kamp og var længe en mand i overtal, men vi fik gang i sæsonen pointmæssigt og bygget videre på vores udvikling, ved også at vinde på en spillemæssigt dårlig dag. Nu skal vi bare ud og køre hårdt på mod Nykøbing. Spille vores spil og spille på vores egne præmisser. Det har vi gjort flere gange allerede, nu skal det også bare resultere i sejre,” siger Rothmann inden kampen.
// KØB BILLET: HB KØGE – NYKØBING FC //
Angriberen, der skiftede til HB Køge på en permanent aftale i sommer, kom på tavlen i seneste hjemmekamp imod Vendsyssel. Siden scorede han også i udebaneopgøret mod SønderjyskE, inden angrebsmakkeren Effiong Nsungusi åbnede sin målkonto denne sæson i sejren over Hillerød. Derfor synes Rothmann også, at tingene efterhånden ser positive ud for svanerne.
“Det begynder at se okay ud for os i angrebet. Vi kommer frem til mange chancer, og nu er vi også begyndt at proppe dem ind, så det er fedt. Hele holdet træner godt, og vi har spillet gode kampe imod SønderjyskE, Vendsyssel og Hobro, så der burde være gode chancer for at sætte nogle positive stimer sammen. Både hvad angår målene for os angribere, men også generelt pointmæssigt for hele holdet,” slutter Rothmann.
Der er kampstart på Capelli Sport Stadion tirsdag aften klokken 19.00.