shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Rud: “Der er ingen, der ikke er klar over situationens alvor”

Sæsonen lakker mod enden. Forude venter en uhyre spændende afslutning med fire altafgørende kampe i jagten på at sikre tilpas med point til at undgå en af de tre pladser under nedrykningsstregen. HB Køge indtager i øjeblikket ottendepladsen med kun fire point ned til Nykøbing FC på den nedrykningsgivende tiendeplads. Men hvordan er det gået til, at HB Køge ligger, hvor de gør, og ikke spiller med højere i tabellen end tilfældet er?

“Det har været en vanvittig jævnbyrdig række gennem hele året, og vi har haft rigtig svært ved at sætte det sammen over længere tid. Hvis man skal sige noget positivt, så har vi kun tabt en af de sidste syv kampe, men de andre bundhold rører også på sig, og sætter man et par sejre sammen i træk, kan man tage mange placeringer fremad, men det kan også gå den anden vej, og realistisk set, så bliver det afgjort til allersidst, det her”, understrreger HB Køge-direktør Per Rud i et interview med HBKoge.dk.

Per Rud fortsætter:

“Det har vi sådan set vidst hele tiden. Vi har gennem hele sæsonen haft udfordringer med at præstere kontinuerligt, og har svinget meget i vores resultater, og der er ingen tvivl om at det helt afgørende for at komme ud på den anden side af det her er, at vi tager udgangspunkt i en kamp af gangen. Vi skal ikke sidde og kigge på hvem de andre møder, men skal udelukkende bruge energien på vores næste kamp. Vi skal bare være 100 % klar, og jeg ved at trænerstaben har fokus på hele tiden at sige, at nu har vi Nykøbing, hvordan forbereder vi os optimalt til det, får trænet de ting, har en plan B. Vi så det i Hvidovre, hvor vi pludselig spiller med en mand i undertal, og skal måske gøre det på en anden måde. Vi er nødt til at have alle planerne med, for det bliver de små detaljer, der kommer til at afgøre det hele, og det skal selvfølgelig ikke være os, men vi er nødt til at erkende, at vi virkelig er en del af bundkampen. Der er ingen herude, der ikke er klar over situationens alvor, den er meget, meget alvorlig, så det er meget, meget stor fokus på opgaven”.

HB Køge kan stadig selv afgøre tingene ved at hente den rette mængde point i de resterende kampe, og er som sådan ikke afhængige af andre klubbers resultater. Og selvom der spilles mange andre vigtige opgør i rækken, så holder HB Køge fokus på egne kampe, og undgår at fokusere alt for meget på de direkte modstandernes kampe.

“Vi prøver at fokusere udelukkende på os selv. Selvfølgelig er det klart, at trænerstaben skal være totalt forberedt på Nykøbing og vide alt om hvad de gør i hvilke situationer, og hvorfor. Det er deres job. Alle andre i klubben og spillerne, de skal holde fokus på opgaven og næsen i sporet. Sørge for at få den hvile, der er nødvendig, sørge for at have fokus på førstkommende kamp. Jeg tror, det helt afgørende er, at man ikke tror, at man er bedre end placeringen, for det er vi ikke. Der er en grund til at man ligger hvor man gør, og der er så mange klubber, der er med i fedtefadet, så vi skal være helt afklaret om, hvad det er, der skal til, og så gøre alt for at vinde de sidste centimeter af banen, for det bliver det, der bliver afgørende. Det bliver ikke det smukke spil eller noget som helst. Det er nogle andre dyder, der skal frem i sådan en bundkamp”, slår Per Rud fast.

Selvom der venter fire vigtige opgør, og HB Køge er en del af bundkampen, så er HB Køge-direktøren optimist, og tror på, at HB Køge nok skal klare sig.

“Det er jeg helt overbevist om at vi gør, men jeg må da indrømme, at alle havde håbet og troet, at man kunne være klar før. Jeg har talt for hele tiden, at sådan som rækken er, så ville det være utroligt, hvis man kunne finde tre hold, der ville ligge sig i bunden og blive dernede, og det har vist sig, at være rigtigt. Selvfølgelig skal vi klare den, men at tro, at så vinder vi den, og så er den hjemme – sådan er det ikke. Alle slår alle, og det bliver spænding til det sidste, desværre”.

HB Køges næste kamp spilles på lørdag den 11. juli kl. 14.00 på udebane mod Nykøbing FC. Kampen vises på Viaplay.