shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

RUDS RUDE: Transferstatus, sæsonstart og Champions League

Med jævne mellemrum gør Per Rud på hbkoge.dk status over klubbens udvikling – sportsligt, kommercielt og strukturelt. “RUDS RUDE” er direktørens vindue til at gå bag om resultaterne og give et dybere indblik i hverdagen i HB Køge.

 

Jeg ville så gerne tage alle HB Køges fans, alle de frivillige og vores sponsorer med ind i omklædningsrummet efter kampene – specielt dem, der er gået godt. Her får begreber som sammenhold, fællesskab og glæde en ny betydning. Det hele er ufiltreret og direkte. Det er de øjeblikke, der stadig rammer mig efter mange år i branchen.

Sådan var det også mandag aften i Næstved. Ikke at der med holdleder-Lasse som forsanger blev skrålet sejrssang eller spillet høj musik. Der var en stille begejstring. En følelse af, at ”vi havde gjort noget godt sammen.”

3-3-kampen i Næstved bliver en af de oplevelser, der kan definere vores sæson. Det er meget mere end et point. Vi sloges. Vi viste moral. Vi slog tilbage. Vi sprøjtede blod for HB Køge. Og når jeg siger ”vi”, mener jeg selvfølgelig spillerne, hvoraf mange dårligt var født, da TV2 i 2005 udgav ”De første kærester på månen.”

Skal man være oppe at ringe over 3-3 mod Næstved? Ja, det mener jeg som vores situation er pt. med flere skader hos nøglespillere. Vi bygger om og starter reelt forfra med et tungt fokus på talenterne. Det kan ikke undgå at give nogle slag, og vi ved alle, at denne sæson bliver en udmattende kamp udelukkende med et fokus: At undgå nedrykning.

Vi har otte point for otte kampe. Det er godkendt. Vi er med. Og jeg mærker en betingelsesløs støtte til projektet og selve idéen om at give de lokale drenge chancen. Tusind tak for alle jer, der giver udtryk for den støtte – også når det går mindre godt resultatmæssigt. Det betyder alt for vores unge drenge og øger kun chancerne for, at projektet bliver en succes. For hvor langt kan det bære os?

Lad mig sige det på den måde: Der er ingen, der ryster på hånden. Vi har de midler, vi har. Nicklas Pedersen, Auri Skarbalius, spillerne – ja, alle gør en kæmpe indsats i hverdagen. De ved, de har hårde odds. Men der er ingen klynkerier.

Heller ikke i transfervinduet. Vi har sagt farvel til mange spillere – og ikke goddag til lige så mange nye udefra. Det er overvejende vores egne, der skal overtage – suppleret af de mere rutinerede spillere vi har i truppen: Mike, Cavnic, Jubril, vores ‘erfarne unge’ i William, Casper og Janus samt vores tre sommersignings Gudmann, Tue og Dhaflaoui.

 

Det er i øvrigt samme scenarie hos kvinderne. Både hvad angår det positive mindset i trænerstaben og transfersituationen. Vi har henover sommeren sagt farvel til mange store karakterer, der har været med til at tegne vores ansigt udadtil på kvindesiden. Maddie, Kelly, Jankovska, Norheim, Færge. Vi er fortrøstningsfulde i at vi har fundet gode erstatninger, som folk på tribunerne nu skal lære navnene at kende på. Chang, Bunge, Walker, Eaton-Collins, Richardson. Men også de vil fremadrettet i højere grad blive suppleret af spillere fra vores egen ungdomsafdeling.

Dels fordi vores pigeungdomshold nu er blevet så dygtige, at spillerne er klar til det. Dels fordi det er vores langsigtede strategi, at vi skal udvikle vores egne talenter også på kvindesiden. Derfor bliver navne som Snerle, Luplau, Brandt, Hagemann og Callesen også nogen af dem, vi skal lære at kende på tribunen.

Vi er tilfredse med den start på sæsonen, kvindeholdet har fået i ligaen. En sejr i Thisted og uafgjort på udebane imod Nordsjælland, som jeg personligt forventer kommer til at blande sig helt i toppen af tabellen i år. Det er fornuftigt, med det nysammensatte hold, vi har.

Nu venter Champions League-kvalifikationen onsdag og lørdag. Og hvor jeg bare håber, at I vil komme på Capelli Sport Stadion og støtte spillerne. Vi møder de finske mestre, KuPS. Jeg tør godt sige, at det var den værst tænkelige lodtrækning, vi kunne få. Men vi har vist, at vi her på egen adresse er ugæstfri. Mens vi med hastige skridt nærmer os store nyheder omkring, hvornår næste del af udbygningen af Capelli Sport Stadion vil ske, kan vi glæde os over, at vi er lykkedes med at skabe en fantastisk hjemmebane – selvom rammerne omkring den altså ikke er færdigbygget endnu. Vi er fortsat ubesejrede på hjemmebane i Gjensidige Kvindeliga efter mere end tre fulde sæsoner, vi gav Barcelona og Arsenal problemer her for to år siden og sidste år spillede vi lige op med Juventus. Tre gange har vi spillet guldkampe og løftet trofæet efterfølgende.

KØB BILLET // UWCL: ZFK Spartak Subotica – Kí Klaksvík & HB Køge – KuPS Kuopio

Det er sjovt at tænke tilbage på nogle af alle de mindeværdige kampe, vi har spillet her på stadion. Nu står flere af dem for døren. Dem, hvor stemningen er noget helt særligt, hvor minder bliver skabt, hvor sammenholdet mellem spillerne og tilskuerne ligger tykt i luften og skaber den dér helt unikke stemning. Dem, hvor jeg har lyst til at i alle sammen kunne komme med ind i omklædningsrummet til sejrssang efter kampen og få et af de dér øjeblikke…