shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Sajewich: “Fodboldglæden har aldrig været større”

I den sidste selvtræning i vinterpausen – og bare dagen før afrejsen retur til Danmark – mærkede Lauren Sajewich noget ubehag i den ene fod. Først slog hun det hen, men siden tog det til. Hun vendte retur til HB Køge og inden, hun havde sparket til en bold, blev hun scannet. Billederne var ikke helt klare, men sammenholdt med symptomer og andre undersøgelser stod budskabet som skåret i granit: Hun havde pådraget sig et såkaldt ‘bone bruise’ – en knogleømhed eller et blåt mærke på selve knoglen.

I samarbejde med holdets sundshedsstab satte hun derfor intensivt gang i behandlingen med et stålfast mindset om hurtigt at komme tilbage på fodboldbanen – også selvom tiden var den største modstander.

“Et ‘bone bruise’ bliver primært bedre med tiden. Jeg har i hele forløbet snakket meget med Patrick (Kaltoft, fysioterapeut red.), som bare har været en kanon støtte. Da jeg kom tilbage efter julepausen sagde han, at det kunne tage alt mellem to og fire måneder – afhængig af, hvordan kroppen reagerede”, fortæller Lauren Sajewich om sin første længerevarende skade i en lang karriere som fodboldspiller og fortæller videre om, hvordan hun allerede nu er ved at være klar, kun to måneder senere.

“I sidste uge rundede vi de to måneder og det var dejligt igen at få bekræftet, at det er gået så stærkt. Men den vigtigste faktor har været tiden og at give mig selv de bedste muligheder for at restituere så hurtigt som muligt. Om det så er behandling hos fysioterapeuten, recovery boots, at være i fitnesslokalet og vinterbadning i havnebadet, har jeg virkelig prøvet at gøre alt”.

Alle der har snakket med eller været i selskab med Lauren Sajewich ved, at hun er en særlig karakter, hvis intellekt og refleksion rager dybt. I hele forløbet har det da også været en hel klar styrke, hvor midtbanespilleren med omhu og omtanke har forsøgt at tage hvad end, der kunne vise sig brugbart i brug for at komme tilbage.

“Jeg har gjort så meget forskelligt for at blive klar. At vinterbade på Køge Marina har fungeret godt for mig – at få blodomløbet i gang og derved få så meget som muligt til foden. At få massage og behandling for at få den eventuelle inflammation i området væk. At have adgang til recovery boots for igen at få gang i blodomløbet på en anden måde, har også været kanon. Selv i forhold til diæten har jeg forsøgt at spise mere calcium og vitamin D, der er godt for knoglerne. På den måde har jeg virkelig forsøgt at gøre så meget som muligt, for at få det hele til at gå stærkere”.

Sajewich bruger både sin fodbold-IQ og fysik klogt, når hun spiller fodbold. Derfor er det vigtigt for hende, at være helt kampklar, når hun gør comeback.

To måneder senere: “I’m back”

Og stærkt er det da også gået. Efter at have været skadet i godt og vel to måneder var Lauren Sajewich i starten af ugen for førte gang med i et helt træningspas. Selvom kroppen forståeligt nok var en anelse øm herefter, så var glæden bestemt til at tage og føle på for den 26-årig amerikaner, der i sommers flyttede fra Texas til Køge i jagten på fodbolddrømmen.

“Mandag var jeg med til hele træningen – også til de kortere intervaller sidst i træningen. Det var første gang i år, at jeg var med til et spil, hvor det gik rigtig stærkt, der var mål, tacklinger, hurtigere afleveringer og hårde tacklinger. Det var helt fantastisk. Indtil da havde jeg ikke trænet mere end 30-40 minutter af gangen, men i mandags var jeg med til det hele”, siger Lauren Sajewich og uddyber med lige dele ærefrygt og begejstring i stemmen, hvordan den hårde kamp tilbage også har bestået af en række mentale bakker i form af tilbageslag, der skulle bestiges.

“Efter at have oplevet nogle tilbageslag måtte jeg hanke op i mig selv på ny, da jeg fra starten af havde sagt til mig selv, at alt skulle gøres rigtigt og ikke for overilet. Jeg ville gerne undgå tilbageslag, men løb alligevel ind i dem. Derfor betød det også ekstra meget, endelig at kunne deltage i en hel træning”.

Og nu er Lauren Sajewich tilbage. Første delmål som var at kunne deltage i et fuldt træningspas er nået. Som det næste skridt, skal hun nu så småt arbejde sig tilbage til den fysiske og spillemæssige topform, der gjorde hende til en nøglebrik på efterårets succeshold. Den fysiske form er ikke langt væk, da midtbanespilleren har slidt og knoklet hårdt i fitnesslokalet for at blive klar. Motionscykler, håndvægte og vægtstænger har ofte haft besøg af Lauren Sajewich, og derfor er det primært det taktiske og tekniske, der skal finpudses inden hun igen står knivskarpt – herunder at blive en del af det nye taktiske system, som holdet har arbejdet på i opstartsperioden.

“I opstarten har holdet selvfølgelig arbejdet på et nyt system, som jeg ikke har oplevet på egen krop. Jeg har taget en masse noter og lavet observationer under kampene. Men at gøre det på banen er noget andet. I forhold til at forstå det hele og tage del i det, giver det hele god mening for mig og jeg føler mig rimelig klar til at spille min rolle. Jeg synes helt sikkert, at spillerne har taget godt imod det og at trænerne har virkelig været gode til at forklare det hele og bryder det ned i stykker. Det betyder, at når jeg kommer tilbage i fuldt vigør, er det forhåbentlig også rimelig lige til for mig”.

Lauren Sajewich er en klassisk midtbanespiller, der diktere og styre slagets gang fra midten af banen. Her er hun i kontrol mod AaB.

Glæden ved fodbold er tilbage

At opleve afsavnet til fodbolden i den periode, som Lauren Sajewich har været væk fra kridtstregerne har været en hård omgang. Som fodboldspiller og fodboldgal med stort F har hun som beskrevet hver dag arbejdet hårdt på at blive klar. Glæden over fremgangen har været stødt stigende, kærligheden til fodbold intakt. Derfor bekom den første træning hende også umanerligt godt, og glæden var klart større end forventningerne og presset udefra.

“Nogle gange kan man opleve, at når man har været ude med skader, så er der lidt færre forventninger og presset er en anelse mindre. Jeg har oplevet mange – og måske også på mig selv – at når man er i et rul, hvor der er masser af kampe og træninger, kan man godt komme til at ‘kede sig’ over at arbejde med de helt små detaljer som førsteberøring, bevæge sig på tåspidserne og så videre. Men at komme tilbage nu har bare været vildt sjovt”, fortæller Lauren Sajewich med den velkendte glæde i stemmen, som er helt særlig for en fodboldspiller, der har savnet banen og træningspassene.

“Jeg havde godt nok forventet, at jeg ville være mere rusten, men spændingen over at være tilbage betyder, at jeg bare nyder at spille fodbold meget mere, end jeg føler mig presset. Lige nu tænker jeg mindre og agerer mere ud fra instinkt. Det tager meget af presset fra mine skuldre og jeg går ikke så meget op i de små detaljer, der nogle gange kan få en til at hænge med næbbet. Jeg ser på det store billede og nyder det helt vildt”,

“Nogle gange, når man har været ude i noget tid, kan man godt blive en smule overspændt ved at komme tilbage, men jeg har haft en god balance mellem at være nervøs, spændt og mentalt klar. Jeg har virkelig forsøgt at være tålmodig og samtidig erkende, at det tager tid. Et skridt ad gangen. Selv som jeg er kommet tilbage på træningsbanen, er der et stykke til at være i fuldt flor.”

Tålmodigheden har været stor og Lauren Sajewich har samtidig arbejdet hårdt. Derfor er hun nu velfortjent tæt på at være tilbage på det niveau, som gjorde hende til en af rækkens bedste midtbanegeneraler i efteråret.

“Nu er jeg ved at være der, hvor jeg så småt føler mig klar til at indgå i kampe igen. Selvfølgelig bliver det ikke fuld tid fra dag ét, men jeg er klar til at give den gas”.