Salech: “Vil slutte ordentligt af”
Den allersidste dans venter. HB Køge spiller fredag aften den sidste kamp i NordicBet Liga-sæsonen og svanerne kan, hvis de øvrige resultater flasker sig, nappe førstepladsen i Kvalifikationsspillet med en sejr. Samtidig ser det ud til at blive den sidste kamp for flere af spillerne i HB Køge-trøjen – heriblandt Yousef Salech, hvis lejeaftale fra Brøndby IF står til at udløbe denne sommer. Af begge årsager sigter topscoreren efter at få det maksimale ud af kampen mod Fremad Amager på Capelli Sport Stadion.
// KØB BILLET: HB KØGE – FREMAD AMAGER //
“Vi har lyst til, at få noget fedt ud af kampen. Vi har spillet mod Fremad Amager tre gange allerede og fået ni point i de tre kampe. Jeg synes egentlig, det er et hold, der spiller godt og er svære at spille imod. Det har været nogle sjove og intense kampe, så det forventer jeg også det bliver fredag. En kamp, som vi vil gribe an lidt på samme måde som de tre foregående, og hvor vi går efter tre point mere,” siger angriberen.
Efter opgøret går der lang tid inden spillerne igen skal spille en betydende kamp – uanset om det så bliver i HB Køge eller et andet sted. Dét i sig selv giver motivation til at få et godt resultat, forklarer centerforwarden.
“Jeg er helt sikker på, at vi alle sammen har viljen til at gå ud og slutte sæsonen ordentligt af. Der går noget tid, inden vi alle sammen kommer til at spille om point igen, og træningskampe er bare noget andet. Det har været en sæson med perioder af både op- og nedture, men jeg synes, vi har været godt spillende her i den seneste del af foråret. Det vil vi fuldende og det skal være med en sejr,” siger Salech.
Jagter topscorertitel
Med to scoringer i weekendens kamp mod Hobro IK spillede Yousef Salech sig op på en delt førsteplads på topscorerlisten. 13 mål stod han på sammen med Wessam Abou Ali (Vendsyssel FF), Luca Kjerrumgaard (Nykøbing FC) og Emil Frederiksen (Sønderjyske) inden sidstnævnte søndag scorede to mål yderligere og dermed nu topper listen alene.
“Jeg vil da prøve at nå ham med et par mål mod Fremad Amager. Men jeg koncentrerer mig først og fremmest om, at vi vinder kampen. Det gode er jo, at jeg kan hjælpe os til at vinde, ved at score. Så hvis jeg kan indhente ham, vil jeg 100% gå efter det,” siger Yousef Salech, der først kom til HB Køge på deadlinedag sidste sommer og derfor ikke spillede med i klubbens første syv ligakampe i sæsonen.
I alt står Salech noteret for 13 mål i 23 ligakampe for HB Køge. Emil Frederiksens 15 NordicBet Liga-mål er sat ind henover 28 kampe.
3. halvleg åbner efter kampen
Når de 90 minutters fodbold er spillet og slutfløjtet lyder på Capelli Sport Stadion fredag aften inviterer HB Køge alle hjemmeholdets tilskuere til “3. halvleg” i Spar Nord Lounge. Her vil der være billige drikkevarer at finde for både unge og gamle, mens HB Køge-spillerne kigger forbi til en snak om kampen og sæsonen. Der vil ligeledes være mulighed for at få en autograf eller taget billeder med spillerne.
Indgangen til Spar Nord Loungen findes øverst i den nordlige ende af vores hovedtribune Scor-tribunen. Dørene åbner ved slutfløjt.