shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Sarah Jankovska: “Fantastisk hold at være en del af”

HB Køge vandt igår med 0-1 over Brøndby IF på udebane i Gjensidige Kvindeligaen. Her var unge Sarah Jankovska at finde i startopstillingen inde på den centrale midtbane. Hbkøge.dk har taget en snak med den talentfulde midtbanespiller efter kampen igår.

“Det var fantastisk at få vasket nederlaget i Kvindepokalen væk. Vi kom for at vise, hvem vi er og få revancheret vores nederlag til Brøndby sidst. Alle kæmpede hårdt for hinanden og så får vi scoret det her vigtige mål, der afgør kampen. Derudover redder Kaylan Marckese et straffespark, som holder os inde i kampen. Så utrolig dejligt med en sejr på en svær udebane”, sagde en glad Sarah Jankovska. 

Sarah Jankovska spillede 81 minutter på den centrale midtbane, hvor hun kom i vejen for meget, var en sikker opspilsstation og var stærk i pasningsspillet. Det var derfor også en glad og tilfreds Sarah Jankovska efter kampen i Brøndby:

“Det var dejligt, at jeg kunne hjælpe holdet og gjorde det godt. Det er altid fedt at spille de her topkampe, hvor tempoet er højt og der bliver gået til den. Det elsker jeg og jeg er glad for, at jeg personligt spillede godt. Men jeg må også bare sige, at jeg kun spiller godt, fordi vi som hold er gode. Alle arbejder hårdt og rammer deres niveau – så der skal lyde stor ros til hele holdet”

22-årige Sarah Jankovska er begyndt at få mere og mere spilletid i HB Køge efter en svær start på sæsonen. Hun skrev denne sommer under på en etårig kontrakt med klubben. 

“Det er fedt, at jeg er begyndt at få mere og mere spilletid. Jeg havde lidt en svær start på sæsonen, hvor jeg bøvlede med lidt småskader. Jeg har bare fokuseret på at træne hårdt og mentalt bevare fokus, så jeg altid er klar til at gribe chancen. Så jeg har bare forsøgt at kæmpe mig tilbage og bevise til træning, at jeg skulle starte inde. Jeg er glad for, at jeg har fået chancen nogle kampe. Jeg må også bare indrømme, at det er fantastisk hold at være en del af her i HB Køge, så jeg er glad hver gang, at jeg får muligheden for at spille”, forklarede Sarah Jankovska om sin første tid i klubben.