shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Sarah Thygesen bliver HB Køge-spiller

Foto: Nicolai Berthelsen 
HB Køge har skrevet kontrakt med 19-årige Sarah Thygesen, der starter i klubben ved årsskiftet. Forsvarsspilleren kommer til HB Køge fra Kolding IF.

“Sarahs store talent er åbenlyst for alle, der har fulgt bare lidt med i dansk kvindefodbold. Når man spiller kvalifikationskampe for A-landsholdet som 18-årig, vidner det om højt niveau i en bemærkelsesværdigt tidlig alder. Så vi er meget glade for, at Sarah nu har valgt at fortsætte sin udvikling i HB Køge og vi er sikre på, at det er det rigtige sted for hende at tage de næste skridt i karrieren,” siger Kim Daugaard og fortæller om jagten på den nye venstre back:

“Vi har gennem en længere periode ledt efter den helt rigtige løsning til vores venstre back-position. Vi tog et aktivt valg tidligt i processen om at være tålmodige i vores søgen og vente på, at den helt rigtige spiller blev tilgængelig. Det skete med Sarah, og da muligheden opstod var vi ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle ind og være med til at få kabalen til at gå op hos os.”

Sarah Thygesen debuterede for Kvindelandsholdet i november 2021 i en VM-kvalifikationskamp mod Bosnien. Siden har især en korsbåndsskade spændt ben for flere kampe for landsholdet – og det er med målet om at komme tilbage blandt landets bedste, hun nu skifter til det tredobbelte danske mesterhold.

“Jeg kunne ikke sige nej, da tilbuddet kom fra HB Køge. Min drøm om comeback på landsholdet samt deltagelse i Champions League-fodbold kræver, at jeg tager et nyt skridt i min karriere, og det kommer med skiftet til HB Køge, som har Danmarks bedste kvindehold,” fortæller Sarah Thygesen, og fortsætter:

“Jeg ser frem til en professionel hverdag, hvor træningerne og ambitionerne er i top. Jeg håber, at kunne komme til klubben i god form, så jeg kan bidrage med mine kvaliteter, så ambitionerne om at genvinde mesterskabet samt at kvalificere sig til Champions League næste år kan blive en realitet.”

Sarah Thygesen gjorde comeback fra korsbåndsskaden i starten af oktober måned, da Kolding IF slog Brøndby IF på udebane. I den følgende spillerunde var hun med til at sikre Kolding en 2-0-sejr over FC Nordsjælland, da hun straks efter sin indskiftning klaskede et frispark direkte i mål.

Sarah Thygesen skifter til HB Køge på en fri transfer.