shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Sauer inden Fremad A: “Arbejder på spilopbygningen”

HB Køges tyske forsvarsspiller Max Sauer er efter en omtumlet start på karrieren i HB Køge efterhånden godt oppe i omdrejninger og klar til fredagens kamp mod Fremad Amager. Kort efter sin debut i efteråret løb han ind i en skade, der holdt ham ude i et par måneder, inden corona-virussen drillede omkring forårsopstarten. Nu er han tilbage og har fået spilletid i HB Køges seneste ni kampe, hvoraf otte af dem har været i startopstillingen.

“Det var godt med en lang vinteropstart, så jeg fik tid til at blive helt klar. Desværre fik jeg corona lige inden forårspremieren mod Jammerbugt og blev sat lidt tilbage, men siden har jeg følt mig klar,” siger Max Sauer og uddyber:

“Jeg har haft det bedre og bedre efter hver eneste kamp. Jeg er ikke på 100 % endnu, men jeg har det godt, og det er rart at kunne hjælpe holdet.”

 

Ny rolle i opspillet
I de seneste kampe har Sauer skullet vænne sig til en ny position i bagkæden. HB Køge har nemlig forsøgt sig med et systemskifte, således at den hidtidige bagkæde med fire spillere nu er erstattet af en trebackkæde, hvor Max Sauer har sat sig på den ene af de tre pladser.

“Det er nyt for mig, men jeg kan rigtig godt lide systemet. Indtil nu havde jeg kun prøvet at spille systemet som wingback, men jeg har haft nogle gode snakke med trænerne om, hvordan det skal gribes an. Jeg kan rigtig godt lide positionen i trebackkæden, for jeg har bolden meget, og kan være med til at bygge spillet op,” fortæller han, og sætter ord på det defensive samarbejde med Nemanja Cavnic, Luka Racic og Mathias Nielsen, der i de fleste af kampene har været Sauers makkere i forsvaret:

“Vi har et rigtig godt samarbejde, og har en god følelse på banen. Det er en god fornemmelse. Vi står lidt tættere i bagkæden. Det er et godt system, og resultaterne viser også, at vi har taget systemet til os.”

 

Forberedelserne mod næste sæson er startet
I forårssæsonens første ti kampe har HB Køge blot lukket syv mål ind, og fire gange er modstanderne holdt fra fadet, og er gået fra banen uden at score. Og det er noget der nu skal bygges videre på i de kommende kampe, der på sin vis nu fungerer som forberedelse frem mod næste sæson, efter overlevelsen matematisk blev sikret i sidste weekend.

“Vi står godt i bagkæden, og nu handler det om at udvikle vores spil med bolden, og at spille ud fra bagkæden og op til modstandernes mål og ind i feltet. Det er vores fokus i de sidste fire kampe, så vi på den måde forbereder os så godt som muligt til næste sæson,” slutter Max Sauer.

Max Sauer er en del af den trup, der i morgen gæster Sundby Idrætspark og Fremad Amager i det der altså er sæsonens fjerdesidste spillerunde. Det samme er Jubril Adedeji, der for første gang siden sæsonens åbningskamp imod AC Horsens i juli er kampklar igen. Også Effiong Nsungusi er tilbage i truppen efter at have afsonet karantæne imod Esbjerg i lørdags.

HB Køge må til gengæld undvære Marko Stamenic, der imod Fremad Amager afsoner karantæne, ligesom Jon Flanagan og Martin Koch Helsted stadig genoptræner efter skadesforløb.

 

Truppen til udekampen mod Fremad Amager fredag d. 13. maj 2022

1. Oskar Snorre
4. Nemanja Cavnic
5. Luka Racic
7. Mike Jensen
8. Mathias Nielsen
10. Pierre Larsen
11. Joachim Rothmann
13. William Madsen
14. Jubril Adedeji
15. Max Sauer
16. Daniel Thøgersen
17. Oscar Buch
18. Jacob Trenskow
20. Emilio Simonsen
22. Janus Seehusen
24. Casper Jørgensen
28. Effiong Nsungusi
30. Frederik Mehder
31. Erkan Semovski
33. Sebastian Larsen

Fremad Amager – HB Køge
Fredag d. 13. maj 2022, 13.00
Sundby Idrætspark
Kampen vises på Viaplay