shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Sebastian John før Hobro: “Vi skylder tilskuerne en god præstation”

Det var langtfra nogen mindeværdig oplevelse for HB Køge og klubbens tilhængere da holdet i sidste uge tabte mod B.93 på hjemmebane. Den forgangne uge på træningsbanen har spillerne brugt på at bearbejde kampen, og nu glæder de sig til at finde tilbage på sporet når det på søndag er Hobro, der gæster Capelli Sport Stadion.

“Det har været en uge, hvor vi som hold og individuelt har bearbejdet, det der skete mod B.93. For mange af os har der været tale om det største nederlag i karrieren, og det er ikke noget, man har lyst til at prøve igen. Når det så er sagt, så synes jeg ikke, at vi skal male fanden på væggen. Vi har haft en sindssygt fin sæsonåbning, og nok også bedre end mange havde regnet med. Nu handler det om at finde tilbage til de takter vi viste i de første tre kampe og og tune ind til det, vi skal på søndag,” fortæller HB Køges keeper Sebastian John forud for søndagens hjemmekamp.

“Nu hvor kampen mod B.93 har lagt sig, så tror jeg, at vi kan bruge den positivt, forstået på den måde, at vi ved nu, at vi skal arbejde meget hårdere for at det ikke sker igen. Vi kan og må ikke hvile på laurbærrene, når vi kommer foran. Vi må alle tage større ansvar for vores egne præstationer og til at hjælpe hinanden både med vores aktioner og med mere kommunikation. Og derfra er der bare at sige, at der kommer en kamp igen ugen efter. Det er den vi ser frem til på søndag – en kamp som vi glæder os til. Og så handler det ellers om tre point igen.”

Udover skuffelsen på egne og klubbens vegne over resultatet mod B.93, så har det også fyldt for spillerne, at de mange tilskuere måtte gå meget skuffede hjem i seneste uge. Men håbet er, at man nu finder tilbage til de takter, som HB Køge indledte sæsonen med.

“Jeg synes, at vi gav hjemmepublikummet en super sæsonstart på hjemmebanen mod Vendsyssel, og det er vi trætte af, at vi ikke kunne følge op på mod B.93, hvor det blev en negativ oplevelse. Men på søndag skal vi ud og vise, at det er vores hjemmebane, og vi skal klø på. Folk betaler for at komme på stadion og se os. Vi skylder tilskuerne og os selv at levere en meget bedre præstation, og det er også det, det kommer til at handle om på søndag. At vi sætter en præstation sammen, som hold, hvor vi kan genkende det, som vi har leveret i de første tre kampe. For selvom vi tabte i Horsens, så synes jeg at vi også dér spillede en god kamp, og fik vist mange af de ting, vi er gode til. Det skal vi finde tilbage til, og hvis det lykkes kan vi også godt slå Hobro,” slutter Sebastian John.

Hjemmekampen mod Hobro spilles søndag kl. 13.00 på Capelli Sport Stadion. Billetter til kampen kan købes på hbkoge.eventii.dk