Sebastian Larsen og Abdul Arshad rykkes op
To af HB Køges unge og talentfulde spillere forfremmes fra den nye sæson til klubbens førsteholdstrup. Det drejer sig om U18-landsholdsforsvareren Sebastian Larsen og angriberen Abdul Arshad, der i vinterpausen kom til HB Køge fra B.93. Begge skal fremover være en fast del af Daniel Aggers NordicBet Liga-trup.
“Vi har en god tradition for at udvikle talentfulde spillere, og vi så også i sidste sæson, at spillere som William Madsen, Casper Jørgensen og Janus Seehusen greb chancen og bed sig fast omkring førsteholdet. Nu er tiden kommet til Sebastian, der allerede fik sin førsteholdsdebut for mere end et år siden, og som er inde omkring ungdomslandsholdene, og så Abdul, som på U19-niveau har scoret rigtig mange mål og som allerede har vist sig godt frem til vores førsteholdstræninger,” siger HB-Køge Direktør Per Rud og fortsætter:
“Vi glæder os til nu at se dem begge som en fast del af førsteholdstruppen, og vi ser frem til at de her kan tage de næste vigtige skridt i deres udvikling sammen med os.”
Både Sebastian Larsen og Abdul Arshad er således også i spil til at komme i aktion i HB Køges sæsonåbner mod Hobro IK søndag eftermiddag på Capelli Sport Stadion.
// KØB BILLET TIL KAMPEN HER //
18-årige Sebastian Larsen har indtil videre spillet 13 kampe på HB Køges bedste hold, mens Abdul Arshad endnu har sin debut til gode. Den unge angriber scorede i alt 22 mål i U19 Divisionen i den forgangne sæson, hvor han i efteråret optrådte for B.93, og i foråret for HB Køge.
Mens Sebastian Larsen vil fortsætte med at optræde i trøjenummer 33 som hidtil, vil Abdul Arshad fremover optræde i trøjenummer 19, når han trækker den ny spillertrøje over hovedet.
// Køb din nye HB Køge-trøje her //