shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Seehusen: Dejligt at være tilbage

For første gang i et halvt år var Janus Seehusen med fra start, da HB Køge i lørdags spillede 2-2 imod FC Fredericia. En drilsk skade holdt ham væk fra banerne i Køge Idrætspark henover vinterpausen og langt ind i foråret. Det var derfor en lettelse for den 20-årige defensivspiller endelig at kunne starte inde igen for Svanerne i weekendens kamp.

“Det er dejligt at være tilbage og kunne give den fuld skrue uden at skulle tænke på skader eller noget som helst. Jeg kan bare spille, og det er fedt. Det er svært med sådan en skade, hvor der ikke er slutdato på skadesperioden, for man ved ikke rigtigt, hvor man skal finde den daglige motivation, når man ikke kan se målet forude. Man må bare holde ved, knokle på og læne sig op ad dem fra den fysiske stab, der er der til at hjælpe. På den måde kom jeg alligevel godt i land,” fortæller Janus Seehusen.

Inden pladsen i lørdagens startformation skal vi tilbage til kampen imod Hvidovre d. 13. november 2022 for at finde sidst Janus Seehusen startede inde for HB Køge. Men i ugerne op til Fredericias besøg i weekenden havde Seehusen fået en række indhop, og han føler derfor efterhånden at han nærmer sig fuld kampform igen.

“Relationerne og følelsen på banen synes jeg er rigtig, og mine holdkammerater har også været gode til at guide og hjælpe mig tilbage ind på holdet igen. Men det er klart, at min form skal bygges op igen til at kunne spille 90 minutter – der er jeg stadig ikke helt endnu,” fortæller Janus Seehusen.

Imens han har siddet ude, har formkurven både været helt nede og senest helt oppe for hans holdkammerater. Nu er målet for dem alle endegyldigt at sikre klubben overlevelse i NordicBet Liga.

“Det er svært at se den andre spille, når man sidder ude. Man vil bare ind på banen og hjælpe, uanset hvordan det går derinde. Men det er fedt, at formen er vendt og det hele går i den rigtige retning, lige som jeg kommer tilbage. Det ser positivt ud for os. Vi koncentrerer os først og fremmest om at overleve. Men vi går efter tre point i hver af de sidste tre kampe – og det gør vi også fredag imod Hillerød,” siger Janus Seehusen, der startede inde sidst de to hold mødtes på Secma Ground i Hillerød.

Det var tilbage i efteråret, hvor HB Køge tog en 2-0-sejr med hjem i en kamp, der blev præget af et tidligt rødt kort til hjemmeholdet.

“De fik et tidligt rødt kort og vi fik et hurtigt mål. Så det endte som en fin kamp for os. Men vi skal være opmærksomme på, at de har en græsbane, som er noget anderledes at spille på end vores kunstgræs. De er gode på bolden og gode til at finde mellemrum at spille i. Så vi er nødt til at vinde vores dueller, få lukket dem ned og selv tage styringen på kampen, men så burde vi også have gode muligheder,” slutter Seehusen.

Der er kick-off på opgøret i Hillerød fredag klokken 18.00 og den kan som altid følges på Viaplay. Fanklubben Svanerne / HB Køge Support arrangerer bustur til kampen – læs mere om, hvordan du kommer med, her.