shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Seehusen efter 1-4: “Vi laver for mange fejl”

Janus Seehusen var en skuffet mand efter søndagens 1-4-nederlag mod Sønderjyske. En ellers fornuftig første halvleg blev afløst af en dårlig anden halvleg, hvor gæsterne for nemt kom frem til deres scoringer, mener defensivspilleren.

“Jeg er skuffet. Vi laver for mange dumme fejl, mig selv inklusive. Ellers synes jeg faktisk vi står fint i første halvleg, hvor vi holder dem nogenlunde væk fra chancer. Men anden halvleg var skidt fra vores side. Fire mål er for mange mål at lukke ind, det giver sig selv. Vi kommunikerer ikke godt nok sammen og tager samlet set ikke nok ansvar. Og så skal vi være skarpere, både i vores eget felt, men for den sags skyld også i modstandernes,” siger Seehusen, der var tilbage i startopstillingen for første gang i nogle uger.

Imens han har siddet ude, har resultaterne desværre ikke været meget bedre – og derfor er det også en svær situation, holdet nu befinder sig i, siger Janus Seehusen.

“Vi er inde i en svær periode. Men vi går selvfølgelig stadig efter sejrene og efter at komme med i top 6, så længe det er muligt. Men det ser meget svært ud nu. For os handler det om alligevel at bevare optimismen og forsøge at holde hovedet højt. Det bliver ikke bedre, hvis vi bøjer nakken og lægger os ned. Vi har en kamp igen på fredag, hvor vi skal op på hesten igen.”

Fredag går turen til Hobro, hvor årets sidste udekamp venter for NordicBet Liga-mandskabet.