Sejr i årets første testkamp
HB Køge indledte 2023 med en sejr! Torsdag blev 2. divisionsholdet B.93 således besejret med 5-4 på Østerbro i København i årets første testkamp for Svanerne.
HB Køge begyndte opgøret godt og scorede i løbet af den første halve time to gange. Begge gange blev målene sat flugtet ind af William Madsen efter oplæg fra nyankomne Casper Gedsted, der startede kampen på højre back. Indimellem de to scoringer kom B.93 dog også på tavlen efter en effektiv omstilling.
Inden pause lykkedes det imidlertid Yousef Salech at få bragt HB Køge på 3-1, da han ekspederede en aflevering fra Joachim Rothmann i mål fra en position omkring straffesparkspletten.
HB Køge skiftede 10 mand i starten af anden halvleg og det var således et næsten nyt hold, der skulle køre sejren i land den sidste halve time af kampen. Prøvespilleren Tobias Pedersen var én af dem, der kom ind i pausen, og efter mindre end ti minutter på banen havde han lavet to flotte scoringer og udbygget føringen til 1-5. Det første af målene – et langskud, der via overliggerens inderste krog kanonerede i mål – var i særdeleshed forrygende, mens den anden scoring blev sat ind efter et par fikse træk i venstre side af feltet af offensivspilleren.
Således virkede det som en afgjort fodboldkamp. Men B.93 var kampen igennem godt med trods de lidet flatterende cifre. Derfor var det heller ikke helt ufortjent, at de i løbet af den sidste halve time fik reduceret tre gange. Men der stoppede det så også – og HB Køge kunne gå fra den vindblæste kunstgræsbane med en 5-4-sejr.
HB Køge opstilling, første 60 minutter: (4-3-3)
Snorre – Gedsted, Cavnic, Kjeldsen (prøve), Bayrak – Jørgensen, Jensen, Madsen – Trenskow, Salech, Rothmann
HB Køge opstilling, sidste 30 minutter: (4-3-3)
Mehder – Buch, Bayrak, Shirzai, Ejler – Vennemus, Jakobsen, Pedersen (prøve) – Pierre, Semovski, Adedeji
B.93 4-5 HB Køge
0-1 William Madsen (7. min)
1-1 (14. min)
1-2 William Madsen (27. min)
1-3 Yousef Salech (45. min)
1-4 Tobias Pedersen (49. min)
1-5 Tobias Pedersen (53. min)
2-5 (64. min)
3-5 (67. min)
4-5 (76. min)
Torsdag d. 19. januar, 11.00
Svanemølleanlægget