Sejr mod Helsingør øger forspringet til seks point

Med en 3-1-sejr over FC Helsingør øgede HB Køge 2. pinsedag afstanden til Næstved Boldklub under nedrykningsstregen til seks point med to spillerunder tilbage.

Sejren kom fortjent i hus efter en kamp som svanerne dominerede i langt størsteparten af de 90 minutter, men hvor gæsterne alligevel førte ved pausen.

Blot 30 sekunder inde i opgøret var Joachim Rothmann ellers tæt på at score sit første mål efter den lange skadesperiode, der har holdt ham ude det meste af sæsonen, da han sendte et følt langskud på den fjerneste opstander. Men det var altså gæsterne der kom foran, da FC Helsingørs Tobias Elmelund headede et hjørnespark i mål ved den bagerste stolpe.

Men mens Rothmann startede 1. halvleg med et lige-ved-og-næsten forsøg, så blev hans anden halvleg indledt med den forløsende scoring fra hans fod. Den venstre af slagsen, endda. Rothmann blev spillet godt fri af angrebskollegaen Jafar Arias og så kunne ‘Jokke’ klaske bolden op i nettaget med det svageste ben, som ikke så specielt svagt ud i situationen. Scoringen var Rothmanns første siden sidste sæsons sidste kamp, hvor modstanderen var Fremad Amager.

Dybere inde i 2. halvleg – efter 75 minutter for at være helt præcis – kom svanerne så også foran, da unge Silas Hald headede et dødboldsindlæg på tværs af gæsternes mål. Her dukkede en velspillende William Madsen op som prikkede bolden ind til 2-1. Og knapt var spillet sat i gang igen før en anden på dagen særdeles velspillende mand sendte bolden i nettet. HB Køge-anfører Mike Jensen løb igennem Helsingørs højre forsvarsside, og fra en halvspids vinkel prikkede han kuglen udenom Kasper Kristensens i gæsternes mål og ind via den fjerneste stolpe. 3-1 og så var tingene afgjort.

I kampens slutminutter fik endnu et HB Køge-talent debut, da 16-årige Alfred Gøthler blev sendt på banen for første gang efter også at have været med på bænken to gange tidligere på sæsonen uden at komme i spil.

Søndag venter et opgør, hvor HB Køge kan sende Næstved endeligt i 2. division. De to hold mødes i et indbyrdes opgør på Capelli Sport Stadion – og får HB Køge bare et enkelt point ud af dén kamp, rykker rivalerne fra syd ud af NordicBet Ligaen. Vinder de grønblusede omvendt kampen, er der lagt op til en drabelig sidste runde, hvor Næstved kan nå at overhale svanerne med en sejr over FC Helsingør hvis HB Køge ikke får point i den svære udekamp mod AC Horsens.

HB Køge 3-1 FC Helsingør
0-1 Tobias Elmelund (43. min)
1-1 Joachim Rothmann (49. min)
2-1 William Madsen (75. min)
3-1 Mike Jensen (79. min)

HB Køge startopstilling
12. Berkant Bayrak
3. Gabriël Culhaci
4. Hans Christian Bonnesen
5. Casper Gedsted
6. Janus Seehusen
7. Mike Jensen
8. William Madsen
11. Joachim Rothmann
16. Silas Hald
24. Casper Jørgensen
26. Jafar Arias

HB Køge indskiftninger:
Efe Bayrak for Casper Gedsted (67. min)
Ifenna Dorgu for Joachim Rothmann (67. min)
Mattias Jakobsen for Janus Seehusen (73. min)
Christian Tue for Casper Jørgensen (87. min)
Alfred Gøthler for Jafar Arias (87. min)

NordicBet Liga Kvalifikationsspil, 8. spillerunde
Mandag d. 20 maj 2024, 15.00
1.383 tilskuere på Capelli Sport Stadion

Capelli Sport