Selma Svendsen: “Skal sætte tonen for resten af sæsonen”
Lørdag aften venter en særdeles vigtig kamp på Capelli Sport Stadion, når de forsvarende danske mestre fra HB Køge tager imod rivalerne fra Fortuna Hjørring i et topopgør. Selvom det blot er tredje kamp i sæsonen, er det for Selma Svendsen og resten af truppen enormt vigtigt, at de netop i dette opgør formår at sætte tonen for resten af sæsonen.
“Den her kamp er virkelig, virkelig vigtig for os. Alle ved, hvad det handler om. Det er helt afgørende, at vi får skabt en kamp, hvor det er os, der afgør tingene og allerede nu får sat tonen for resten af sæsonen. Vil man spille med i toppen, så er point i disse kampe helt afgørende,” lyder det fra Selma Svendsen.
// KØB BILLET: HB KØGE – FORTUNA HJØRRING //
Med to danske mesterskaber på CV’et har Selma Svendsen efterhånden god erfaring med at spille disse topkampe. Og selvom topkampene ofte er hårde og meget intense, er det ifølge Selma samtidig dem, man som fodboldspiller ser mest frem til at spille.
“Som fodboldspiller er det netop disse topkampe, som man ser ekstra meget frem til at spille. Der er bare en helt specielt energi og stemning, fordi der er dét ekstra på spil. Der er også altid flere tilskuere på stadion, hvilket helt klart også kan mærkes på banen – det giver lige et ekstra boost til os spillere. Når det er sagt, så er det naturligvis vigtigt, at vi går ind og gør det, som vi også gør i alle andre kampe. Vi skal fokusere på vores eget spil og gøre det, som vi er bedst til,” fortæller den unge midterforsvarer.
Som det ser ud nu, deler HB Køge og Fortuna Hjørring førstepladsen, hvorfor der også er lagt op til et intenst topopgør, hvor vi for alvor kan få en indikation på det indbyrdes styrkeforhold. Selma Svendsen er dog fortrøstningsfuld forud for kampen og pointerer, at holdet har forberedt sig godt.
Jeg forventer selvfølgelig, at det bliver en meget lige kamp. Fortuna har hentet forstærkning i form af nogle nye, spændende profiler, men det samme har vi. Vi ved, at de som altid er rigtig gode i duellerne og også er fysisk stærke. Når det så er sagt, så har vi haft rigtig god tid til at forberede os på vores modstander. Så vi ved, hvad de kommer med og føler os hundrede procent klar,” slutter Selma Svendsen.
// KØB BILLET: HB KØGE – FORTUNA HJØRRING //
Der er kampstart på Capelli Sport Stadion Lørdag aften klokken 18.00