shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Sikker sejr til U19 i sæsonåbning

Lørdag åbnede U19-holdet sæsonen med en ægte holdsejr mod Næstved BK. Efter en godkendt opstart – der blev afsluttet med den samlede sejr i Capelli Sport Elite Cup – skulle drengene endelig på græs i en turneringskamp. Noget både spillere og trænere havde set frem til:

– Det var godt at komme i gang med sæsonen. Efter Capelli Sport Elite Cup var det spændende at se, hvor drengenes niveau egentlig lå både taktisk og fysisk. De viste, at de er der, hvor de skal være. Med det sagt, vil jeg nævne, at jeg synes, vi har et bedre hold end sidste år, siger U19-cheftræner Benjamin Chor.

I første kamp ventede så Næstved BK, der kom på besøg på Capelli Sport Stadion til en solbeskinnet og varm lørdag. Og fra kampens første fløjt var det da også hjemmeholdet, der som ventet styrede det meste:

– Vi spiller en første halvleg, hvor vi er i fin kontrol. Vi skal dog bruge det første stykke tid på at spille os varme, før vi kan blive effektive. Men da Næstved BK ikke skaber noget nævneværdigt går det nok. Overordnet set er vi i kontrol og styrer tingene, hvilket også resulterer i en scoring. Til sidst får vi dog en skade og må afslutte halvlegen med ti mand, fortæller ungdomstræneren og fortsætter om anden halvleg,

– Efter et par minutter scorer vi i anden halvleg, men går derefter lidt i stå. Desværre overlader vi initiativet til dem og lidt ud af det blå, får de så et straffespark. Inden da havde vi chancer til både 3-0 og 4-0, hvorfor det er irriterende, at de får reduceret. Efter straffesparket skal vi så fighte sejren hjem, da vi ender med at spille for meget på deres præmisser.

Det lykkedes dog til sidst og sejren kom i hus. Det skyldtes mere end noget andet en holdpræstation på en dag, hvor individualisterne ikke var dem, der gjorde forskellen:

– Det var en holdpræstation. Holdet kommer ud med et godt udtryk, men det var tydeligt, at der er stadig er ting, vi skal arbejde med – men det ville være mærkeligt, hvis andet.

I den nu igangværende sæson bliver det ikke en given placering eller x antal mål, der skal være fokuspunktet og målestokken. Tværtimod kommer det primært til at handle om at få mest muligt ud af de talentfulde drenge, der render rundt på U19-holdet:

– Lige nu går vi efter at arbejde så mange ind på holdet og hæve så mange spillere op på et så højt niveau som muligt. Vi skal have gjort flere klar til at spille på seniorniveau. Det har vi ikke været gode nok til den seneste tid, men det kan vi nu.

– Det gør vi ved at træne de mekanismer, som vi ved, de vil have på førsteholdet, den spillestil og de individuelle kompetencer. Spillerne skal bidrage på minimum samme niveau, når de træner med på seniorholdet – hvis ikke højere. Grundlæggende skal vi sørge for, at vores miljø er så godt, at vores spillere bliver så gode, som overhovedet muligt, slutter Benjamin Chor.

Næste opgave for Benjamins talentfulde tropper er på lørdag, hvor turen går til Viborg.