Silje Simonsen bliver HB Køge-spiller

HB Køge er glade for at kunne byde velkommen til 24-årige Silje Simonsen, der har skrevet kontrakt med klubben.
Silje kommer til HB Køge fra Brøndby IF.

“Silje kommer til klubben efter en rigtig fin sæson i Brøndby. I Silje får vi en dygtig og spændende spiller, der kan dække både back og kant, og så har hun et indgående kendskab til ligaen. Hun har et godt mindset, rigtig god fart og arbejder altid hårdt i holdets tjeneste. Jeg er sikker på, at hun vil passe rigtig godt ind i vores trup og med sin erfaring og mindset bidrage til, at vi når vores fælles mål og sportslige ambitioner,” siger Sportsdirektør, Dennis Bauer.

Silje Simonsen skiftede fra B93 til Brøndby IF i sommeren 2022. Også i B93 gjorde Silje sig særligt bemærket, da hun inden skiftet blev en af klubbens mest scorende spillere. Nu ser Silje Simonsen frem til nye udfordringer i HB Køge.

“Jeg er utroligt glad for mit skifte til HB Køge. Jeg kommer fra to rigtig gode år i Brøndby, men føler mig klar til nye udfordringer, og der tror jeg på, at HB Køge er det helt rigtige sted for mig og min udvikling som fodboldspiller. Jeg har i hele processen kunne mærke, at trænerstaben rigtig gerne vil mig og også ser et potentiale i mig, hvilket naturligvis har betydet meget for mig og motivationen for at skifte til HB Køge,” siger Silje Simonsen og fortsætter

“Jeg ser virkelig frem til min nye hverdag i klubben og blive en del af det her profesionelle setup, der er omkring HB Køges kvinder. Desuden er spillestilen og det udtryk, som HB Køge praktiserer, enormt tiltalende for mig. Det passer i hvert fald rigtig godt til den fodboldopdragelse, som jeg kommer fra, hvor man gerne vil spille meget og med en masse possession. Og sidst men ikke mindst, så virker det som om, at jeg bliver en del af en rigtig homogen trup, hvilket naturligvis også har en kæmpe betydning for mit skifte til klubben,” slutter Silje Simonsen.

Silje Simonsen kommer til at optræde i trøje nummer 24 i HB Køge.

Stort velkommen til Silje

Capelli Sport