Silke Bonnén bliver HB Køge-spiller
21-årige Silke Bonnén kommer hjem til Danmark for at blive en del af HB Køges Gjensidige Kvindeliga-hold. Forsvarsspilleren skifter dermed college-fodbold hos Kansas State University ud med topfodbold på Danmarks førende kvindehold.
“Silke Bonnén er en spiller, vi havde forbi til træning inden sæsonstarten i sommers og derfor kender godt. Hun tog til Kansas State, hvor hun har spillet college fodbold og udviklet sig endnu mere som både fodboldspiller og person. Det er derfor nu en endnu bedre spiller vi får ind på holdet. Hun kommer ind på holdet med fart, hun er dygtig på bolden og så kan hun dække mange defensive pladser”, siger direktør i HB Køge Per Rud.
I første omgang har Bonnén skrevet en halvårlig aftale med HB Køge, hvor parterne får mulighed for at se hinanden an med henblik på et længerevarende samarbejde.
Fakta om Silke Bonnén
Født: 8. september 1999
Position: Forsvar
Tidligere klubber: B.93 // Kansas State University