shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Skadede Haüser: Ønsker altid tre point til holdet

Det skulle egentlig have været en ganske almindelig træning, hvor Magnus Haüser sammen med resten af holdet så frem mod weekendens kamp. Men kroppen er en mærkværdig størrelse og fodbold et hurtigt spil, som kan skabe eufori eller give store smerter på ganske kort tid. Og den mærkede det boldstærke midtbanespiller denne råkolde efterårsformiddag:

– Til en træning skal jeg spille bolden tilbage, og så vrider jeg rundt på knæet. Med det samme kunne jeg mærke, at den ikke var helt god. Men det var egentlig en ærgerlig soloulykke, siger Magnus Haüser og fortsætter,
– Jeg er bare glad for, at det ikke var værre, og jeg kun skal sidde ude i så kort tid. Det kunne nemt at have været rigtig grimt, hvilket jeg er meget taknemmelig for, det ikke var.

De sidste par uger har tilskuerne på Capelli Sport Stadion derfor ikke kunne nyde at se Haüsers utrættelige løbepensum, præcise frispark eller gode afleveringsfod. Til gengæld har han knoklet som en besat i styrkerummet, hvor han sammen med fysioterapeuterne fra Køge Bugt/Møn/Borup Ryg- & Knæcenter metodisk og stålfast har arbejdet på at blive klar. Og nu begynder det for alvor at lysne for den 21-årige spiller, der dog ikke tager noget for givet men tålmodigt venter:

– Det går fremad med knæet, hvor der særligt har været fremgang i den seneste uge. Jeg er begyndt at træne mere og mere samt hårdere og hårdere. Samtidig går det mindre ondt – så det er dejligt,
– Lige nu er der ikke nogen prognose. Det vigtigste er, hvordan jeg selv synes, det føles. Derfra tager vi det fra dag til dag og ser, hvordan det løbende går. Selv satser jeg på, at kunne være med i truppen på næste søndag mod Kolding IF. Men det vigtigste er at blive helt klar.

Læs også: Fortællingen om Stephan Petersen, der vendte hjem

At være skadet og ude af holdet kan være en svær størrelse som fodboldspiller. Det mærker Haüser også nu, hvor han desværre må se til fra sidelinjen, mens holdet er begyndt at høste de point, som der har været tilløb til i længere tid. Han ved dog godt, hvad det vigtigste er, når sæsonen til maj afsluttes:

– Det er selvfølgelig altid lidt mærkeligt at sidde ude – også nu, hvor tingene er begyndt at gå vores vej. Men jeg ønsker altid, at holdet gør det bedst muligt og får tre point. Og det er ligegyldigt hvem vi møder, hvornår det er eller hvem, der spiller.

Foruden ikke at være en del af det sportslig på fodboldbanen, så er der en del socialt, man som skadet spiller ofte må give kald på. Det har Haüser også mærket, men en forhistorie med hårdere skader og en stærk psyke sørger for, at han ikke tager det så tungt og i stedet klør på:

– De sidste par uger har selvfølgelig været lidt hårde. Men det er ikke første gang, at jeg er skadet og jeg har også oplevet værre skader, så jeg ved godt, hvordan jeg skal tackle det og hvordan jeg selv reagerer. Så det handler i bund og grund bare om at arbejde hårdt, selvom du ikke er ude på fodboldbanen,
– Jeg fokuserer ekstra meget på alle de små ting, der kan gøre en forskel; få nok søvn, spise sundt og så videre. Når jeg så ikke er på fodboldbanen gør jeg alt, hvad jeg kan i styrkerummet for at knæet bliver stærkt og klart. Det er det vigtigste, slutter Magnus Haüser af.

Læs også: Haüser: Splitsekunder er afgørende

Den 21-årige midtbanespiller kom til HB Køge fra Brøndby IF i juli 2017 og har siden da været en fast bestanddel af mandskabet. Det er blevet til 77 kampe med seks mål og fire assists til følge. Vi glæder os til mange flere.