Skadesopdatering: en ærgerlig uge

Det blev til en vigtig 5-3-sejr mod B.93 fredag aften, men desværre blev kampen og ugen op til også dyr på skadesfronten for HB Køge.

Under opgøret blev topscorer Erkan Semovski knæskadet i en soloulykke og måtte bæres fra banen. Efterfølgende har en røntgenundersøgelse gjort det klart, at der ikke er sket knogleskade, men der afventes fortsat resultatet på en MR-scanning, der skal vise om og eventuelt hvordan musklerne omkring knæet er blevet påvirket af uheldet. Inden scanningen kan foretages skal hævelsen ved knæet dog lægge sig og scanningen er derfor først planlagt til at finde sted onsdag.

Dagen forinden – torsdag – kom Sebastian Larsen desværre alvorligt til skade under en træningssession. Larsen har brækket anklen og kommer derfor ikke i spil igen i denne sæson.

Også Casper Gedsted, der ellers netop havde gjort comeback i kampen mod Næstved, blev i sidste uge muskelskadet. Han var derfor ikke med i kampen mod B.93. Gedsted genoptræner nu og kan forhåbentlig snart gøre comeback på ny.

Som det ofte ses efter længerevarende skadesperioder oplevede Joachim Rothmann nogle mindre følgesmerter ovenpå sit comeback i kampen mod AC Horsens. Rothmann har derfor ikke været med til de to seneste kampe, men træner i denne uge igen med og kan således også snart være tilbage i kamp igen.

Slutteligt er det værd at nævne at Basem Alkhoudaris genoptræning, efter han i efteråret blev alvorligt knæskadet, går planmæssigt frem. Det er forventningen og målsætningen, at Basem kan være tilbage på banen til sommeropstarten forud for næste sæson.

Capelli Sport