Skadesopdatering inden NordicBet Liga-genstart

Fredag d. 23. februar spiller HB Køge årets første betydende kamp, når NordicBet Ligaen genåbnes med en vigtig udekamp mod FC Helsingør.

En måned inde i holdets pre-season er den fysiske stab med fysioterapeut Karolis Sumauskas og fysisk træner Jonas Lindberg i spidsen fortrøstningsfulde over skadessituationen og spillernes tilstand forud for forårssæsonen.

Efter sidste uges træningslejr giver de her en skadesopdatering på de spillere, der ikke var i aktion i løbet af de tre kampe, holdet spillede i Tyrkiet.

Marcus Mustac Gudmann:
Marcus fik et slag på hælen under en træning tidligere i opstarten. En ultralydsscanning viste sidenhen en inflammation i hælen, som Marcus nu har modtaget behandling for. Han ventes tilbage på træningsbanen igen i næste uge forud for den første ligakamp mod FC Helsingør.

Casper Gedsted:
For fire uger siden blev Casper ramt af en muskelskade i låret. Casper har på hele træningslejren løbet uden problemer og er nu klar til igen at deltage i spil med bolden. Han ventes klar til at deltage i forårets første betydende kampe.

Det er dog værd at bemærke, at Casper Gedsted afsoner karantæne i forårssæsonens første opgør på næste fredag imod FC Helsingør og derfor ikke kommer i spil dér.

Joachim Rothmann:
Joachims genoptræning skrider planmæssigt fremad. Det er nu 5 måneder siden hans hofteoperation og derfra var forventningen, at der ville gå 5-7 måneder inden han igen kunne træne fuldt med.
Den seneste tid har Joachim deltaget i småspil og opvarmningsøvelser sammen med resten af holdet. Han oplever stadig smerter, når han presses ud i uventede eller ukontrollerede bevægelser. Hvor længe det fortsætter er desværre umuligt at spå om, men overordnet går genoptræningen som forventet og efter planen.

Basem Alkhoudari:
Efter sin knæoperation i efteråret kan Basem efterhånden gå normalt igen. Hans knæ er dog stadig skrøbeligt og vi er derfor påpasselige med ikke at overbelaste det. Basem genoptræner i vores træningslokale og følger den plan, der er lagt for hans forløb. Vi håber, han kan komme på græs igen for første gang om en måneds tid. Målet for Basem er, at han kan være tilbage til sommer og deltage fuldt i opstarten frem mod næste sæson.

Basem var den eneste førsteholdsspiller, der som følge af sin skade ikke var med på træningslejren. Desuden deltog heller ikke Yahyie Shirzai, som var på træningslejr i Saudi-Arabien med det afghanske landshold. Effiong Nsungusi deltog heller ikke, da han i stedet har fået lov at rejse andetstedshen i forbindelse med et potentielt forestående klubskifte.

HB Køge spiller lørdag d. 17. februar den sidste testkamp i opstarten, når Fremad Amager gæster Capelli Sport Stadion. Der er kampstart klokken 12.00 og entréen er ganske gratis for tilskuere.

Capelli Sport