shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Skadesopdatering: Positivt nyt om Mike Jensen

Flere spillere fra HB Køges NordicBet Liga-trup har den seneste tid været holdt ude med skader, men der er nu nyt om flere af dem. Desværre er ikke alle nyhederne af positiv karakter.

Men den gode nyhed først.

I hjemmekampen mod Vendsyssel FF pådrog Mike Jensen sig en knæskade, og de første meldinger var ikke opmuntrende. Klubbens medicinske stab frygtede en korsbåndsskade, der ville holde Mike ude resten af sæsonen. Inden der kunne findes endeligt svar gennem scanninger, måtte hævelsen omkring Mikes knæ dog lægge sig, og der gik derfor en rum tid, inden scanningsresultatet og dermed også dommen stod klar – og det er heldigvis med positivt udfald.

Mike pådrog sig kun en rift i korsbåndet, og han kan derfor allerede nu begynde at genoptræne igen. Håbet er, at han er klar til at spille kampe igen om cirka en måned.

I den anden ende af skalaen er der mindre gode nyheder om Joachim Rothmann, og Casper Gedsted.

Joachim Rothmann har i en rum tid døjet med hofteproblemer. Det var ventet, at ro og tid ville lindre problemet, men gentagne undersøgelser har nu vist, at en operation er nødvendig. Joachim må derfor nu opereres og ventes derefter ude i op mod fire måneder. Med andre ord er Rothmann tidligst i aktion igen på Capelli Sport Stadion efter vinterpausen.

Efter at have startet sæsonen med en drilsk overbelastningsskade deltog Casper Gedsted i pokalkampen mod Tårnby FF i forrige uge. Desværre fik kampen problemerne til at genopstå, og Casper har derfor nu succesfuldt gennemgået en operation i læggen. Restitutions- og genoptræningsperioden ventes at være omkring to måneder og Casper kommer derfor formentlig tidligst i aktion igen mod slutningen af efteråret.