shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Skadessituationen i HB Køge

En håndfuld spillere fra HB Køges førsteholdstrup var fraværende da Auri Skarbalius’ tropper i weekenden tog hul på foråret med en 1-1’er hjemme mod Superliganedrykkerne fra Hobro.

Herunder får du en temperaturmåling på den aktuelle skadessituation i HB Køge.

Martin Koch Helsted er normalt en af de faste spillere på holdkortet, når HB Køge spiller. Desværre er angriberen løbet ind i problemer med lysken, der pt. irriterer. Det samme gør sig gældende for midtbanespilleren Magnus Häuser, der dagen før forårspremieren pådrog sig et voldsomt trælår, men Häuser er i bedring.

Derudover plejer den nigerske landsholdsspiller Victorien Adebayor nogle problemer med ryggen der har holdt ham ude af træningen et par uger, mens der for reservekeeper Casper Hauervig er fremskridt med sin fodskade, og forhåbningen er, at keeperen er tilbage på træningsbanen en gang i næste uge.

Fremskridt er der også for Nicholas Marfelt, der er i gang med genoptræningen efter en knæoperation i efteråret. Marfelt er nu så langt i genoptræningen, at han tidligere i denne uge har trænet med bold sammen med holdkammeraterne for første gang siden skaden indtraf i september måned.

HB Køge møder fredag aften Skive IK på udebane i 1. Division.