Skills forår 2023
Der er stor interesse for HB Køges skills-træning for piger i U10-U16 alderen – nu også for keepere.
Fredage fra 16.45-18.00 kan pigerne få specialiseret teknisk træning på et højt niveau. Det bliver sjovt og udfordrende – og vi garanterer, at spillerne kommer til at udvikle deres teknik og individuelle evner.
Fredag den 27. januar (uge 4) starter vi op og træner derefter hver fredag frem til den 16. juni (uge 24). Der trænes dog ikke i uge 7, 8, 14 og 18 pga. ferier og helligdage.
I alt bliver det 16 træningspas á 75 minutters varighed, hvor der sættes fokus på den enkelte piges udvikling og niveau af HB Køges dygtige ungdomstrænere. Gruppen bliver delt efter alder og niveau. Yngste, mellemste og ældste og har hver sin træner.
Som noget nyt tilbydes keepertræning minimum otte fredage á 45 minutter for samme aldersgruppe. Uger hvor der ikke er keepertræning er pigerne med til “normal” skills. Magnus Hviid, HB Køges dygtige keepertræner vil stå for træningen.
Keepertræning bliver todelt, hvis der er keepere nok.
16.30 – 17.15 Yngste piger
17.15-18.00 Ældste piger
Pigerne skal træne førsteberøringer, afslutninger, ‘footwork’, ‘cuts’, driblinger og finter samt både offensive og defensive 1v1 situationer.
Keeperne skal træne kaste- og gribeteknik, positionering, igangsætninger og spil med fødderne.
Træningen foregår hver gang på ‘Minikunsten’ lige udenfor hovedtribunen på Capelli Sport Stadion.
Prisen for at deltage er 1.600 kr.. Udover selve Skills-forløbet modtager deltagerne også seks fribilletter til en eller flere valgfrie kamp i Gjensidige Kvindeliga.
Der er mulighed for at tilkøbe en Skills-tøjpakke bestående at strømper, shorts, bukser, t-shirt og en bluse primært i sort med logo og tryk, for 650 kr. Samarbejdsklubber betaler 550 kr. for dette.
Ved spørgsmål kontakt Head of Coaching for HB Køges Pigeungdomsafdeling Klaus Tølbøll på kt@hbkoge.dk eller tlf. +45 40 21 80 14