Skole, arbejde og fodbold – den travle hverdag i landets bedste fodboldrække
Amanda My er en af mange fodboldspillere i Gjensidige Kvindeligaen, der hver uge skal køre i højeste gear for at få hverdagen til at hænge sammen.
En ofte overset faktor for mange i dansk kvindefodbold er den hektiske hverdag og store dedikation, som det ofte kræves af spillerne for at nå det hele. Mulighederne for professionel fodbold er endnu begrænsede og derfor er det ikke unormalt, at spillerne i landets bedste kvinderækker foranlediger sig på tætpakkede skemaer, hvor selv vennerne må “booke” sig ind god tid i forvejen.
Det er HB Køges Amanda My i den grad også et lysende eksempel på. Den 25-årige back har i mange år spillet på højeste nationale niveau og har optrådt for klubber som B.93 og FC Nordsjælland inden hun i sommeren 2020 skiftede til HB Køge.
Ved siden af fodbolden læser hun en kandidat i idræt – en særlig gren, der kun findes i Esbjerg – træner børnehold og arbejder på en idrætsskole. For nylig har hun tilmed sagt to jobs op som henholdsvis underviser i idræt på Vestre Fængsel og som projektleder i et samarbejdsprojekt med DBU.
“Jeg ville selvfølgelig ikke gøre det hele, hvis jeg ikke kunne lide det. Jeg kan godt lide at have en masse at lave og have fingeren på pulsen. Men det kan også blive for meget nogle gange – og det var også derfor jeg sagde de to andre jobs op”, siger Amanda My, der har været en fast bestanddel af cheftræner Peer Lisdorfs tropper, der overvintrer på en førsteplads i Gjensidige Kvindeligaen.
”Dårlig til ikke at lave noget”
“Jeg har altid arbejdet, også da jeg spillede fodbold i gymnasiet. Det betød, at jeg i en tidlig alder flyttede jeg hjemmefra for at få hverdagen til at fungere. I gymnasietiden tog jeg hjemmefra klokken 6 og så i skole, derfra til træning og så hjem – for at få råd til at bo ude, måtte jeg så arbejde i weekenden”.
En pause fra fodbolden, skole og så videre har Amanda My hver onsdag. Her er der lidt mere sporadisk tid til selvstudie, venner, familie og en gang i mellem afslapning. Ellers er der lige tid til familien lørdag morgen, inden hun passer børn hele eftermiddagen og aftenen. Og selvom det er et skema, der ville få de fleste til at løfte øjenbrynene, så er den travle hverdag noget, Amanda My faktisk holder af.
“Jeg kan vildt godt lide at have med mennesker at gøre og jeg er bare så dårlig til ikke at lave noget. Umiddelbart tror jeg godt, at man kan kalde mig et “skemamenneske”, men det er nødvendigt, for jeg godt kan lide at have gang i noget – og så jeg føler måske i virkeligheden, at jeg hele tiden kan finde tid til mere. Det har altid været naturligt for mig at arbejde og være i gang – og er det noget med idræt, er det ekstra fedt”, slutter Amanda My.
Faktaboks:
Mandag: Afgang 5.00 – Skole 8-16 (Esbjerg) – Træning 18.00 (Køge) – Hjemme 21.15
Tirsdag: Styrketræning 7.00 – Vikar på idrætsskole 9-14 – Børnetræning 16-17 (KFUM i Emdrup) og afdelingsleder for børneafdeling (turnering og forældrekontakt) – Træning 18.00 (Køge) – Hjemme 21.15
Onsdag: Løbetur og selvstudie 10-16
Torsdag: Afgang 5.00 – Skole 8-16 (Esbjerg) – Træning 18.00 (Køge) – Hjemme 21.15
Fredag: Underviser i fodbold på KU (1. semester) 10-12 – Selvstudie 12-16 – Træning 18 (Køge) – Hjemme 20.30
Lørdag: Fri om dagen – børnepasning 15-21
Søndag: Børnetræning (KFUM i Emdrup) 10-11 – Hjem og skifte tøj, Ankomst i klub 14.00 – Kamp 16.00 – Hjemme 19.30