Snorre: Den bedste sejr i karrieren
“Jeg får sat mig selv op i nogle gode situationer, reagerer hurtigt og er bare glad for at kunne hjælpe holdet med nogle redninger. Det er helt fantastisk. Det er nok den bedste sejr for mig personligt, som jeg har haft i professionel fodbold. Jeg er bare så glad lige nu og virkelig stolt af det her hold. Det er ubeskriveligt”
Sådan beskriver Oskar Snorre sin egen præstation, da HB Køge vandt med 3-0 over Fredericia på hjemmebane. I en kamp hvor Snorre brillerede med flere flotte redninger inde på stregen og holdte buret rent. HB Køge spillede en flot kamp, hvor Emilio Simonsen, Joachim Rothmann og Marius Elvius tegnede sig for hjemmeholdets mål.
“Det er en helt vild følelse lige nu. Vi vinder 3-0 over Fredericia, der er et af de bedste hold i rækken. Tre point er godt, men det er lige så meget måden, vi gør det på i dag, der er helt fantastisk”, siger Oskar Snorre om holdets indsats og hjemmebanesejren i NordicBet Ligaen.
HB Køge kom lidt skævt fra land og FC Fredericia havde flere chancer i indledningen. Men ligesom mod Lyngby BK så viste HB Køge den rette mentalitet og stod imod. Det betød også, at Svanerne holdte buret rent og samtidig scorede hele tre gange.
“Vi starter lidt uheldigt ud med nogle personlige fejl, som vi redder for hinanden faktisk. Der var den dér mentalitet, hvor du vil gøre alt for din holdkammerat. Vi gav os alle 100%, selvom vi lavede fejl. Efter de første ti minutter, så dukker Emilio op. Jeg tror næsten, at det er hans første mål uden for feltet, som jeg har set, men et fantastisk mål. Men fighten er der bare hele vejen igennem. Vi kaster os ned foran bolden på stregen for at blokere et mål. Det siger det hele og jeg står bare med en kæmpe holdfølelse lige nu. Det er helt fantastisk!”, fortæller en glad målmand Oskar Snorre.
Sejren over Fredericia betød også sæsonens første hjemmebanesejr for HB Køge. Noget der var hungret efter i HB Køge lejren længe.
“Det er fantastisk at vinde på hjemmebane. Endelig. Vi har hungret efter den her sejr på hjemmebane og vi har følt, at vi har skyldt fansene den her sejr. De møder talstærkt op i dag, hvilket er med til at bære os gennem kampen og gør, at vi scorer det tredje mål og dermed lukker kampen. Helt fantastisk og stor tak til vores fans”
Sejren på 3-0 betød også sæsonens andet clean sheet for Oskar Snorre. Gennem kampen havde Snorre i målet flere store redninger, hvilket betød et stort smil på læben hos målmanden.
“Jeg er bare klar i dag. Det var jeg også mod Lyngby, hvor jeg står en god kamp. En målmand er bedst, når han gør sit job og holder målet rent. Vi holder nullet i dag og det er så vigtigt. Så vigtigt, at vi ikke kommer bagud 0-1 i de første ti minutter, hvor jeg har en god redning. Det er dejligt at kunne hjælpe holdet og have haft en indflydelse på den her sejr. Det gør bare sejren endnu mere sød”