Snorre før Skivekamp: “Vi vil rigtig gerne have alle tre point mod bundholdet”
I weekenden vandt HB Køge på udebane mod Vendsyssel FF. En sejr der blev grundlagt på baggrund af en god defensiv indsats, og en scoring af Martin Koch Helsted tidligt i anden halvleg. I HB Køges mål leverede Oskar Snorre et clean sheet, og han var også ganske godt tilfreds med udbyttet af den svære udekamp.
“Det betyder alt. Et clean sheet og tre point – så kan man ikke ønske sig mere som keeper. Jeg synes det gik godt. Det bølgede lidt frem og tilbage i første halvleg, men så fik vi overtaget i midten af kampen, indtil vi valgte at stille os lidt tilbage og forsvare sejren hjem. Det lykkedes, og det er vi rigtig glade for”, fortæller Snorre til HBKoge.dk.
Den tidligere ungdomslandsholdskeeper kom til HB Køge fra Lyngby kort før sæsonstarten, men nåede med på holdets træningslejr i Tyskland. Efterhånden føler Snorre sig derfor også ganske godt inde i de defensiver rutiner på HB Køgemandskabet.
“Jeg kender de fleste rytmer efterhånden. Man arbejder altid videre og prøver at blive bedre som hold og som bagkæde, men jeg synes, det er på rette spor. Personligt synes jeg også, jeg har klaret det okay. Jeg er min egen største kritiker, og kan altid finde ting, jeg kan blive bedre til, og det arbejder jeg selvfølgelig henimod. Jeg synes jeg har gjort hvad jeg kunne, og ser kun frem til at gøre det endnu bedre, lyder det fra Snorre, der står noteret for ti kampe i HB Køge-trøjen. Ni af dem i 1. Division, og en enkelt i Sydbank Pokalen.
I den kommende weekend skal Snorre og holdkammeraterne møde Skive. Kampen foregår på Capelli Sport Stadion, og her skal der meget gerne sættes yderligere tre point ind på kontoen mod et Skivehold, der indtil videre blot har hentet to point i sæsonen, og dermed fortsat har sin første sejr til gode.
HB Køge går da også efter de tre point, men Snorre understreger samtidig, at det ikke bliver let mod et Skivehold, der trods de manglende sejre, alligevel har lykkedes med at finde vej til målet i de fleste kampe.
“Vi går ind til kampen og vil rigtig gerne have de tre point. Men Skive er ikke nogen nem modstander, og de har scoret i deres sidste fem kampe, så et clean sheet bliver en svær ting at holde, men vi skal holde snuden i sporet og gøre alt for at få de tre point”, slutter Snorre.
1. Division
HB Køge – Skive IK
Søndag den 1. november kl. 13.30
Capelli Sport Stadion