Snorre: “Vi skal ud og gøre vores bedste”
Oskar Snorre har været en vigtig sidste skanse for HB Køge i denne sæson, hvor han har leveret på et højt niveau i målet – blandt andet med flere vigtige og kampafgørende straffesparksredninger. Snorre har derfor sin del af æren for at det lykkedes HB Køge at opnå drømmen om en placering i top 6.
“Jeg synes vi har klaret det rigtig, rigtig godt, og jeg synes, det er fortjent, at vi er med i top 6. Det er bare en fantastisk følelse, og nu ser jeg frem til at spile mod de bedste hold i rækken de næste to måneder”.
Søndag den 4. april tager HB Køge hul på slutspillet, og i den første kamp gælder det rækkens nummer et fra Viborg. Et tophold, der ikke bare er ubesejret, men også et hold, der indtil nu har scoret i samtlige 22 kampe i sæsonen. Lige præcis den præmis ændrer dog ikke meget for Oskar Snorres tilgang til kampen, selvom han medgiver, at det bliver en svær kamp.
“Det er jo bare de samme regler, som i de første 22 kampe. Det er handskerne på og så ud og gøre sit bedste. Der er ikke andet for. Det er hele forsvaret, der skal have en god dag, hvis vi skal holde målet rent, og hvis vi skal vinde, så er det hele holdet, der skal have en god dag. Det bliver svært, men det er en udfordring, som vi glæder os til. Vi er i top 6 og har intet at tabe”.
At HB Køge har sikret pladsen i top 6, og kan se frem til et slutspil, hverken op- eller nedrykning kan blive et tema har taget noget af presset fra spillerens skuldre. Men det betyder ikke, at der ikke er noget at spille for, understreger Oskar Snorre.
“At vi er i top 6 gør at der ikke er noget helt vanvittigt på spil mere, andet end det sjove ved at vinde, og det sjove ved at spille godt. Og det er det, vi skal ud og kæmpe for. Og så kunne det være sjovt at stikke kniven ind i rækkens nummer 1 – det vil også være en god følelse”.
I sæsonens første to indbyrdes kampe mod Viborg er det endt med en nederlag på 0-3, og senest en pointdeling efter 1-1 i Viborg i december måned. Snorre og holdkammeraterne kender derfor meget til Viborgs kvaliteter.
“Viborg er et utrolig klinisk hold, som straffer hver en lille fejl, man laver, så vi skal prøve at køre kampen fejlfrit. Det bliver en svær fornøjelse, men det er det, vi er her for, og vi glæder os til kampen. Jeg tror altid på et clean sheet, men hvis vi når til et punkt, hvor de alligevel scorer, så er det jo bare at fortsætte, og gøre vores bedste til det sidste fløjt”.
1. Division
HB Køge – Viborg
Søndag den 4. april kl. 13.00
Capelli Sport Stadion