shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Søren Storgaard: ”Sammen går vi ind i fremtiden”

Dagens markante investering fra Capelli Sport giver et boost til HB Køges i forvejen sunde og stabile økonomi, og så giver det mulighed for at udvikle klubben over hele linjen. Og det er noget man har tænkt sig at gøre, så længe der hele tiden er tale om fornuftige investeringer.

Det fortæller bestyrelsesformand Søren Storgaard til HBKoge.dk.

– Det er klart, at vi i ledelsen nu skal sætte os ned og finde ud af, hvordan vi får udviklet klubben på en måde, så vi kan få løftet hele klubben på den rigtige måde. Det er naturligt, at vi skruer op for investeringen i vores talentudvikling, og vi kommer også til at styrke det kommercielle område, fortæller HB Køges bestyrelsesformand Søren Storgaard, og slår fast, at man ikke kommer til at ændre den måde, som man hidtil har styret klubben på, ligesom der heller ikke sker ændringer i klubbens ledelse, som fortsat vil bestå af lokale kræfter.

– Investeringen fra Capelli Sport er markant, og af en størrelse, vi ikke tidligere har set i HB Køge. Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke kommer til at ændre på den måde, som vi styrer forretningen på. Der skal være en mening med alt, vi gør, og vi skal som hidtil hele tiden have styr på økonomien. Vi glæder os over at opbakningen fra både Capelli Sport og vores mange loyale partnere i NETVÆRKET nu kan være med til at skrue op for ambitionsniveauet i klubben, så vi sammen kan gå styrket ind i fremtiden, slutter Søren Storgaard.