Vejle venter i udsat hjemmekamp
Af adm. direktør Per Rud
Vi er inde i en travl periode i øjeblikket, og kampene falder som perler på en snor. Det er udfordrende, men det stiller også krav til både spiller og trænerteam. For der skal restitueres hurtigt, hvis ben og hoveder skal være klar til næste opgave. Og det skal de.
Vi har været inde i en fin stime, men efter syv kampe som ubesejret måtte vi i weekenden tage fra Vendsyssel uden point. Chancemæssigt var vi ellers gode, og vores første halvleg i Hjørring var vel vores bedste 45 minutter i denne halvsæson. Vi fortjente mere end det 1-2-nederlag det blev til, og det var derfor tydeligt skuffede spillere og trænere, der tog fra Vendsyssel efter kampen.
Heldigvis er der allerede en kamp igen i aften. Vi står igen over for en formstærk Superliganedrykker i form af Vejle, men vi tror på os selv, og tror på, at vi kan skabe et godt resultat. Der har været mange fine takter den seneste tid, og hvis vi rammer det niveau, vi ved, vi har, så kan vi også godt tage alle tre point.
Vi glæder os til udfordringen mod rækkens på papiret vel nok bedste hold, og det hold, som har flest økonomiske muskler at spille med i NordicBet Ligaen. Det skal vi dog ikke lade os kue af, for når først bolden ruller, så kan alt ske. Det handler som altid om parathed, energi og vindervilje, og selvom der ikke er mange dage på træningsbanen mellem kampene i øjeblikket, så er netop de tre nøgleord ikke noget man kan træne sig til. Det er elementer, der altid skal være til stede.
Og det skal de naturligvis også i aften, så vi kan give Vejle kamp til stregen, og udbygge vores opadgående formkurve på hjemmebanen.
Mark Gundelach spillede sin kamp nummer 100 for HB Køge i pokalkampen mod Nykøbing FC og hyldes derfor før dagens hjemmekamp.
Velkommen til tilskuere, dommere og til vores gæster fra Vejle.
Vel mødt og god kamp!
NordicBet LIGAEN
HB Køge – Vejle
Onsdag den 2. oktober kl. 19.00
Capelli Sport Stadion