Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Spar Nord direktør i jubel: Køge skal være forgangsbillede

I juni måned 2020 blev Spar Nord præsenteret som ny storsponsor for HB Køge med et hovedsponsorat for det nyoprykkede Gjensidige Kvindeliga-hold. I de nye lokaler hos Spar Nord Køge Bugt blev Erhvervsdirektør Kim Stenstrøm på et præsenteret flankeret af filialdirektør Jesper Køster, som med stolthed i stemmen og smil i ansigtet fortalte om, at de havde indgået et femårigt, langsigtet og ambitiøst samarbejde. Dengang håbede Jesper Køster på, at han og Spar Nord kunne være med til at understøtte den udvikling, som pigerne var på. Men at den udvikling kun et år efter skulle kaste et dansk mesterskab af sig, havde Jesper Køster ikke forventet.

“Da vi for et år siden indgik aftalen, havde vi overhovedet ikke forestillet os, at vi kunne blive danske mestre i år – og det ville også have været helt urealistisk at tænke på. Vi havde sat os som målsætning, at det første år skulle handle om at få holdet og sponsoratet “ind under huden”. Vi ville gerne lære holdet og teamet omkring at kende, at lære kvindefodbold bedre at kende – og at begynde at lære byen Køge at gå til kvindefodbold – og at forstå at vi havde et nyt hold i den bedste række, siger Køster ovenpå weekendens mesterskabsfejring og fortsætter,

“Men da vi, Kim Stenstrøm og jeg, så holdet slå Brøndby 5-0 på hjemmebane (i en historisk sejr tilbage i oktober, red.), besluttede vi os for at skrue endnu mere op – og blandt andet til at finde pengene til et navnesponsorat til loungen. Vi kunne bare mærke at de her piger skulle hyldes i den nye flotte lounge – og at vi burde udbytte chancen for at få vores navn på ”Spar Nord Loungen”.  Det er samlet set et stort sponsorat vi nu har i HB Køge – så det er dejligt at mærke at der bliver bakket op om den investering” fortæller Jesper Køster.

For alle der har set en HB Køge-kamp med eller i nærheden af Køster og Stenstrøm har formentlig bemærket det åbenlyse engagement og den enorme støtte, de leverer fra lægterne. Her bliver der ikke lagt fingre imellem og passionen skinner tydeligt. De to bankmænd er som fodboldfans er flest: Glade for at se deres hold få succes.

“Det betyder rigtig meget for os at dele en passion for fodbold med de piger og at vise dem, at vi helt og holdent anser dem som topprofessionelle fodboldspillere – fuldstændig på lige fod med de stærkeste spillere i herrernes Superliga. Vi håber, at de kan mærke at vi tror på dem”.

For at vise den tillid og tro, havde Jesper Køster til lørdagens guldbrag anskaffet en 24 x 5 meter stor tifo, der prydede Capelli Sport Stadion med teksten “All I do is win” – en klar reference til pigernes rituelle sejrssang af kunstneren DJ Khaled, der altid spilles i omklædningsrummet, når holdet har vundet.

“Vi ville gerne være med til at anerkende en særlig lejlighed – vise byen og pigerne at ”det her er altså stort” – og at der ikke er ret mange grænser for hvad vi kan og vil sammen”,

“Teksten ”ALL I DO IS WIN” – fortæller om holdets ærgerrighed – det er deres sang. Og det er jo også lige præcis det, de gør: Vinder gang på gang. De vinder fordi de tror på det og fordi de kan mærke at hele klubben – og nu – hele byen tror på dem”.

Spar Nord havde til guldbraget skaffet en 24 x 5 meter stor tifo med teksten “All I do is win” og “Stolt sponsor af store øjeblikke” – bankens motto

Med samarbejdet og sponsoratet er Jesper Køster blevet endnu bedre til at drømme stort på vegne af HB Køge. Et historisk, overrumplende mesterskab har sat sine spor. Dog er han samtidig helt fortrøstningsfuld ved langsigtede plan, der er blevet søsat af klubben, som han udtrykker sin store støtte til. Samtidig håber han på, at den flotte titel kan blive løftestang til et endnu stærkere lokalmiljø, hvor de største talenter kan få lov at trives på banen på tværs af niveauer og aldersklasser.

“Man må vel godt drømme lidt i dagene efter at have vundet DM i en hel suveræn sæson uden nederlag på hjemmebane. Og lad mig udtrykke det klart – det er allerede en drøm at være på trøjen, på de her piger i en sæson hvor de bliver danske mestre. Når det så er sagt, så tror jeg, at vi får en dansk landsholdsspiller fra HB Køge og jeg tror, at HB Køge kan se frem til fire kommende år hvor de spiller med om medaljerne. Jeg håber, at vi i Køge kan vise, at her går vi til kvindefodbold – og det skal gerne både være på stadion – men også mange flere piger går til fodbold”, slutter Jesper Køster af.

Mayday Vinduespolering
ProTreatment