Spillernes reaktion på nederlag i Esbjerg: “Skal se fremad”
Onsdag aften led HB Køge sæsonens første nederlag, da værterne fra Esbjerg fB allerede efter 60 sekunder fik et straffespark og bragte sig foran. Læs her hvad Martin Koch Helsted og Magnus Haüser havde at sige umiddelbart efter kampens afslutning.
“Mit indtryk er, at vi måske er blevet en smule snydt. Aftenens helt store situation sker jo to minutter inde i kampen og vi har masser af tid til at komme tilbage, så jeg må sgu bare sige, at vi ikke er effektive nok og så får man ikke noget med herfra”,
“Jeg er meget ærgerlig over, at jeg ikke får scoret. De næste dage og timer skal jeg nok dunke mig oven i hovedet over, at det ikke lykkedes, men så er jeg også klar til næste kamp. Det gode ved fodbold er heldigvis, at der lynhurtigt er en ny kamp, hvor man kan gøre det anderledes”, lyder det fra dagens anfører Martin Koch Helsted.
“Jeg er selvfølgelig skuffet over, at vi ikke får point med. Vi må tage vores indsats med og den kan vi godt være bekendt i dag. Jeg synes som minimum, at vi har fortjent et point og jeg er stolt af holdet. Der skal lyde en stor cadeau til hele holdet, vi får arbejdet os ind i kampen og jeg synes helt bestemt, at vi er det bedste hold i anden halvleg. Nu er vi skuffede i dag, men så må vi kigge fremad og tage de gode point med. Heldigvis er der en ny kamp lige om hjørnet”, siger midtbanedynamoen Magnus Haüser.
1. Division
Esbjerg fB – HB Køge
Onsdag den 16. september kl. 18.30
Blue Water Arena