Stamenic med fuld tid i landsholdsdebut
HB Køges 19-årige midtbanespiller Marko Stamenic har fået sin officielle debut på det new zealandske A-landshold. Det skete lørdag eftermiddag i en venskabskamp imod Curaçao.
Stamenic har tidligere repræsenteret sit hjemland på ungdomsniveau, og senest ved OL i Tokyo tidligere på året. Og nu kom A-landsholdsdebuten så for Stamenic, der i debuten startede på banen, og fik fuld spilletid på den centrale midtbane.
Stamenic og New Zealand vandt træningskampen mod Curaçao med 2-1. Ved new zealændernes andet mål havde HB Køgespilleren en afgørende fod med i spillet. Det var ham, der erobrede bolden midt på banen, og hurtigt igangsatte det angreb, der førte til det der viste sig at blive kampens afgørende scoring.
På tirsdag den 12. oktober spiller New Zealand holdets næste venskabskamp. Her er modstanderen Bahrain med kick-off kl. 18.00.