Stamenic: “Vil give alt, hvad jeg har”
19-årige Marko Stamenic blev på transfervinduets sidste åbningsdag præsenteret som ny mand i HB Køge. Den talentfulde midtbanespiller skifter til klubben på en lejeaftale fra F.C. København.
“Jeg lover at give alt hvad jeg har i de kommende måneder her i HB Køge, og forhåbentlig kan vi få en masse sejre”, lyder den første reaktion fra Marko Stamenic, da han onsdag formiddag møder op på Capelli Sport Stadion til sit første træningspas med sine nye holdkammerater.
Marko Stamenic fik sin seniordebut i New Zealandske Western Surburbs helt tilbage i 2017, og repræsenterede i 2019 sit hjemland ved U17-VM. Siden skiftede han til F.C. København, hvor han fik Superligadebut i efteråret 2020. Tidligere på sommeren deltog han ved OL i Tokyo for New Zealand, der nåede frem til kvartfinalen. Stamenic fik spilletid i tre af fire kampe ved OL-turneringen.
I HB Køge overtager Stamenic trøjen med nummer 26 på ryggen, og har nu godt og vel halvanden uge på træningsbanen med sine nye holdkammerater inden den mulige debut på hjemmebane mod Jammerbugt FC søndag den 12. september.