shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Status: Drengeungdom – Et år med opgraderinger

HB Køges Head of Coaching og Talentchef, Steen Knudsen, gør status på året i herreungdomsafdelingen.

Af Steen Knudsen

HB Køges ungdomseliteafdeling har haft et meget stærkt 2021. Vores dygtige trænere har bygget yderligere på vores talentfulde spillere, og vi har set en udvikling med pil op – både på holdende som helhed og ikke mindst på de enkelte spillere.

Vi har spillet mange gode kampe, slået flere af landets største klubber og fået udtaget spillere til landshold og andre DBU-samlinger. Flere unge spillere har fået spilletid på Daniel Aggers mandskab i NordicBet Ligaen, hvilket er et af de vigtigste mål vi har som klub.

I klubben har vi et stort fokus på at sikre os så god en licens som muligt i DBU-regi af flere årsager. Ved at efterleve licenskravene står vi meget stærkere i vores talentudvikling og så kommer vi også tættere på vores egentlige mål: At få så mange spillere som muligt igennem nåleøjet til vores førstehold.

Licenssystemet er lavet for at tilgodese og belønne de hold, der opgraderer og investerer i deres ungdomsafdeling – i sidste ende fordi det gavner klubben, spillerne og dansk talentudvikling generelt.
Derfor har rigtig meget af vores administrative arbejde i ungdomsafdelingen handlet om klubbens infrastruktur det seneste år. Dvs. både de fysiske rammer i form af omklædningsrum, kunstgræsbaner, styrketræningslokale, rum til lektielæsning og så videre. Men også de ’menneskelige rammer’ i form af hvor mange folk, der er til at tage sig af og arbejde med ungdomsspillerne har betydning. Derfor har vi også på dette parameter opgraderet henover året og ansat flere folk i ungdomsafdelingen på enten hel-, halv- eller deltidsaftaler. Dygtige folk, der skal være med til at løfte os yderligere i de kommende år.

 
U19: 

U19-holdet har leveret en flot sæson og er gået på julepause som nr. 2 i U19 Divisionen. Derudover er holdet klar til 1/8-finalen i pokalturneringen.

Holdet har gennemgået en flot udvikling i efteråret, hvor der er fem spillere, der blevet indkaldt til landskampe for Danmark, Færøerne, Grønland samt El Salvador. Holdets cheftræner er Lennart Kragh, der assisteres af Martin “Polle” Christensen, der er en vigtig medspiller i trænerteamet.
 
 
U17: 

U17 har også leveret en meget flot sæson, og især i efteråret har det været en fornøjelse at følge dem. Holdet har forsøgt og er lykkedes med at spille præcis den form for fodbold, vi gerne vil se og udvikle i HB Køge.

Holdet består aktuelt af 80 % førsteårsspillere, der også i næste sæson (2022/2023) kan spille U17. Samtidig med at fokus har været på såvel individuel og holdets udvikling, er holdet gået på julepause på førstepladsen i U17 Divisionen. Derudover er holdet klar til 1/4-finalen i pokalturneringen, hvor FC Nordsjælland venter.

Cheftræner er Nicklas Pedersen, der fortjent er blevet kåret til årets træner i HB Køge. Nicklas har en meget stærk wingman i Asger Vielsted, der i øvrigt også tidligere har vundet prisen som Årets Træner i HB Køge, og endelig er Martin Engberg Larsen en vigtig assistent i trænerteamet.

 
U15: 
U15-holdet har suverænt vundet den næstbedste række ved at vinde ni kampe og spille en enkelt uafgjort. Som bevis på holdets kvalitet, slog U15 i årets sidste officielle kamp Brøndby fra den bedste række ud af pokalen efter straffesparkskonkurrence og er således klar til semifinalerne til foråret.

En virkelig stærk præstation. Holdet har desuden tre spillere med i DBU-sammenhæng, hvor det ellers normalt kun er landets største klubber, der er repræsenteret. Et stærkt signal for HB Køge.

 
U14:

U14-holdet har haft en resultatmæssigt blandet sæson, men har dog også leveret flere stærke præstationer undervejs med f.eks. uafgjort i Brøndby og en suveræn sejr over FC Nordsjælland.

Marginalerne har ikke været med holdet i flere situationer, senest i pokalturneringen hvor holdet ufortjent tabte 0-1 til Brøndby – stik i mod spil og chancer. Holdet havde senest fem spillere med til DBU-samling, hvilket viser, at der er masser af kvalitet i både spillere og holdet som helhed.
 
U13: 

U13-mandskabet i HB Køge er en lidt speciel størrelse, hvor spillere fra de to moderklubber Køge BK og Herfølge Boldklub, suppleret af dygtige spillere fra vores samarbejdsklubber, bliver samlet hen over sommeren, og efterfølgende skal måle sig med de allerbedste hold øst for Storebælt.

Det er som regel en meget stor opgave, men i år lykkedes det U13-holdet at opnå en tredjeplads i den bedste række, og de sluttede dermed foran store klubber som både F.C. København og FC Nordsjælland.

En meget flot præstation af trænere, spillere og øvrige medhjælpere omkring holdet, som har vakt opmærksomhed flere steder. Ikke mindst hos DBU, som efterfølgende har haft mange af spillerne inde til samlinger. Holdet træner nu målrettet på overgangen fra 8-mands til 11-mandsfodbold, og ser frem til endnu et spændende år i 2022.