shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Stephan Petersen stopper i HB Køge

Det startede i Køge Boldklub. Siden fulgte en flot karriere i FC Nordsjælland, AGF og Silkeborg. Nu stopper det i HB Køge.

Når HB Køges cheftræner Auri Skarbalius samler truppen igen den 7. januar, vil det være uden Stephan Petersen.

Klubben tegnede i sommeren 2019 en et-årig kontrakt med Stephan Petersen og forlængede med yderligere et halvt år før denne sæson.

HB Køge er som led i ønsket om at forny truppen nået frem til den konklusion, at det er tidspunktet at tage afsked med 35-årige Stephan Petersen.

”Det har været en af de sværeste beslutninger for os, fordi Stephan Petersen på banen, i omklædningsrummet og i hverdagen har været en kulturbærer. Stephan er meget mere end fodboldspiller. Han er gennemført sympatisk og har ingen problemer med at ”spille andre stærke”, siger HB Køges direktør Per Rud.

”Stephan er respekteret af alle i klubben for sin væremåde, og så er han en fin fodboldspiller med et stort hjerte. Han løb ind i nogle skader, da han vendte tilbage, men han kæmpede sig tilbage og var med til at sikre, at vi blev i ligaen. Her i den nye sæson har han igen med sit hårde arbejde ydet et væsentligt bidrag til, at vi fremstår som en enhed. Planen er, at vi i forbindelse med forårspremieren den 13. februar mod Hobro siger ”rigtig” tak til Stephan. Det fortjener han,” siger Per Rud.

Stephan Petersen udtaler:

“Jeg kan se tilbage på en lang og god karriere med en masse spændende fodboldoplevelser og en karriere, som har givet mig mange gode venskaber i hele landet. Jeg er glad og stolt over at jeg fik mit gennembrud i Køge Boldklub og siden kunne slutte ringen igen i HB Køge. Nu er planen at trappe lidt ned fodboldmæssigt og fortsætte på et lavere niveau og finde et civilt arbejde uden for fodboldverdenen”.

Stephan Petersen nåede i alt at spille 59 kampe, fordelt på 18 kampe og 4 mål for Køge Boldklub og 41 kampe og 3 mål for HB Køge.

Foto: TT-Film