shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Stor interesse for talentholdene i HB Køge

Efter det i forrige uge blev offentliggjort, at HB Køge oprustede yderligere i kvindesektoren med en ambitiøs talentsektor har opmærksomheden og interessen været stor.

Mandag og tirsdag aften blev der på Capelli Sport Stadion afholdt åbne træninger for vordende henholdsvis U13, U14, U16 og U18-spillere. Interessen var stor og med mere end 40 forskellige deltagere til hver af arrangementerne har de nye ungdomstrænere fået gode muligheder for at se en lang række spillere an – og ligeledes har spillerne fået mulighed for at se HB Køge an, hilse på trænerne og få en fornemmelse af de faciliteter, der venter.

To af de spillere, der allerede nu har valgt at skifte til HB Køges U16-hold er Sara Bursac og Maja Hillmann, der kommer til fra henholdsvis Brøndby IFs U16 Øst 1-hold og B93s ditto. De to offensive spillere har begge valgt at blive en del af projektet, da de ser gode muligheder for udvikling og finder tankerne bag tillokkende.

“Jeg har valgt at takke ja til at komme til HB Køge, da idéen med at sidestille herre- og kvindefodbold lyder rigtig god og det samtidig virker som et spændende setup”, siger Sara Bursac og fortæller, at hun drømmer om at spille på det serbiske landshold, som serbisk statsborger, hvilket hun håber på, at HB Køge kan hjælpe hende med.

“Det virker også fedt, at der måske er mulighed for at få en ungdomskontrakt fra sommeren af og at de vil spille på det højeste niveau. Samtidig er der lagt nogle gode udviklingsplaner på både kort og lang sigt”, supplerer Maja Hillmann sin nye holdkammerat.

Maja Hillmann (tv.) og Sara Bursac (th.) er to af de mange spillere, som efter nytår møder ind til en ny hverdag som HB Køge-spillere

“Sara og Maja er to spillere, som vi er glade for har takket ja til at blive en del af HB Køge og vores ungdomsprojekt. Begge piger kommer med en god blanding af fysik, fart, spilintelligens og er farlige i de afsluttende faser af spillet. Det er to dygtige spillere, som begge har en lovende fremtid og som vi håber at se på førsteholdet indenfor en overskuelig fremtid, hvis de fortsætter deres udvikling”, udtaler Head of Recruitment i HB Køge, Jonas Nielsen, om to af de nyslåede HB Køge-spillere.

Grundet de af regeringen seneste covid-19-restriktioner, vil der ikke være træning resten af året for HB Køges talentsektor.

Men når Sara, Maja og resten af det kommende U16-hold efter nytår møder ind til en ny hverdag som HB Køge-spillere, vil det være for at spille op mod en passende U15-række med drengehold. Her går HB Køge nemlig efter en dispensation for at deltage i for at kunne tilbyde den mest optimale matchning til klubbens spillere, indtil sommerens licenstildeling, ligesom U16-holdet vil spille træningskampe mod svenske klubber af samme årsag.