Stort interview: Auri vender hjem

HB Køges nye cheftræner hedder Auri Skarbalius. Det blev offentliggjort torsdag den 5. december, hvor Auris hjemkomst blev præsenteret. Efter at have væk fra det HB Køge de sidste otte år, er træneren med det stålsatte blik og den karakteristiske accent tilbage, hvor litaueren i sin tid tog hul på et nyt kapitel i fodboldtilværelsen, da han gik fra at være spiller til at være træner.

Efter at have slidt fodboldbaner tynde i den gule Herfølge-trøje fra 2005 til 2008 trak Skarbalius i 2006 i nye klæder, da han indtog rollen som spillende træner i Herfølge Boldklub. Kort efter blev støvlerne lagt endegyldigt på hylden og Skarbalius har siden udelukkende fungeret som træner.

Som cheftræner sikrede han Herfølge Boldklub oprykning til Superligaen i 2009 – samme år som HB Køge blev til. Auri stod derfor på sidelinjen da HB Køge i juli 2009 siden spillede klubbens første kamp nogensinde – og det i Superligaen. Auri fortsatte som cheftræner i HB Køge frem til november 2011, hvor han drog videre til Brøndby IF, hvor han tilbragte de næste år som cheftræner.

Siden har Auri været cheftræner i Viborg, og i yderligere en periode i Brøndby, mens de seneste år er tilbragt som cheftræner i hjemlandet Litauen.

Men nu er Auri Skarbalius altså tilbage i HB Køge – og selvfølgelig som cheftræner:

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til den klub, jeg har store følelser for. Herfølge var den klub, hvor min trænerkarriere startede og det der blev begyndelsen på et nyt kapitel i mit fodboldliv, fortæller HB Køges ”nye” cheftræner og understreger tidligt i interviewet, at han ikke er kommet for at vende op og ned på livet i HB Køge fra allerførste dag – men derimod sammen med resten af aktørerne i klubben sørge for, at alle bevæger sig i samme retning.

– Klubben er i en god udvikling og i min optik på vej i den rigtige retning. Men jeg vil ikke nu sige, at jeg bare skal ind og ændre på det ene og det andet. I første omgang skal jeg sætte mig ned med alle i trænergruppen – både den omkring førsteholdet og den omkring ungdomsholdene. Det er vigtigt, at vi gør alt sammen. Vi skal sammen kigge på, hvordan vi udvikler os selv og klubben. En del af det handler også om at erkende, at – selvom man gerne vil – man ikke kan løse alt som enkeltpersoner, men kun som flere individer sammen, kollektivt.

– Da jeg startede som spillende assistent i Herfølge jokede vi med, at man enten skal være skaldet eller kunne varetage to-tre jobs. Vi ved alle sammen godt, at det på den lange bane er svært, da der kun er 24 timer i døgnet. Klubben har investeret i en god kultur og gode trænere i ungdomsafdelingen, og det skal udnyttes.

Det lange seje træk skal vinde

Og det er så bestemt ikke første gang, at Auri Skarbalius snakker om ”den lange bane”. Det er helt tydeligt, at der til HB Køge er kommet en mand tilbage, der værdsætter og forstår den kultur og de værdier, der gennem årene er bygget op i klubben. Han fremhæver på intet tidspunkt sig selv og sine evner som noget, der kan ændre, skabe resultater eller vinde kampe med en enkelt berøring eller natten over. Som han var som spiller, optræder Skarbalius også som træner: det handler om hårdt arbejde, at værdsætte fællesskabe og at være klar til at tage det tunge læs.

Af samme årsag vejede det tungt i hans overvejelser, at HB Køge er en klub, hvor en stor del af fokusset i dagligdagen er på fællesskabet. For det handler ikke udelukkende om individet – hverken den enkelte spiller, den enkelte frivillig eller den enkelte træner. Nej, særligt sidstnævnte lever nogle gange en kort tilværelse i en fodboldverden, hvor cheftræneren hurtigt står for skud. Derfor bliver fællesskabet og sammenholdet også det vigtigste for Auri Skarbalius.

– I dagens fodbold har man sjældent den samme stilling i lang tid. Det skyldes som ofte det store pres udefra, forventninger og som oftest betyder det, at når resultaterne på kort sigt ikke kommer, så ”handler” lederne. Gerne i form af udskiftning på trænerposten.

– Per (Rud, red.) og jeg arbejdede sammen i klubben i næsten seks år, inden jeg tog til Brøndby og vi kender hinanden godt. HB Køge er ikke en stor klub, men er en familiær klub, hvor alle kender hinanden. Der arbejdes hårdt – også i hverdagen på og uden for banen. Det samme med en række centrale værdier og en forståelse for fodbolden som helhed, der tiltrækker mig. Samtidig sker der en masse nyt med projekter som stadion og den generelle fremdrift, klubben i øjeblikket oplever. Det finder jeg også meget tiltrækkende.

– HB Køge er en klub, jeg brænder for. Men jeg brænder i lige så høj grad for det arbejde, der er i ungdomsafdelingen. Der er en klar forventning om, at man gerne vil spille med så mange egenudviklede spillere som muligt, og det er noget, jeg også gerne vil.

Hvad ser du som det vigtigste i forhold til det rent fodbold- og spillemæssige?

– Generelt kan man sige om den opgave, som jeg har, at den drejer sig om det lange seje træk. Siden jeg var i klubben sidst for otte år siden, har der været en stor og løbende udskiftning i forhold til spilfilosofi og trænere. Det er det lange seje træk, der er med til at gøre forskellen i hverdagen. Det er samtidig også vigtigt, at dem, der driver klubben udvikler sig selv og klubben år for år.

Talenter inde- og udefra

Da HB Køge for mere end et årti siden blev etableret var det vigtigt at få meget for små midler – hertil naturligt at udvikle talenter. Både dem, der kunne sælges videre til større klubber, men også de, der lå i laget lige under og over en årrække kunne udvikle sig til profiler i HB Køges blå og sorte striber.

At få lov til at fortsat at arbejde med talentudvikling på det niveau og spille en afgørende faktor i at bringe det næste store talent frem, har også spillet en rolle for den dansk-litauiske træner. Derfor vil det uden tvivl være et af de fokuspunkter, som Auri Skarbalius holder fast i:

– Vi skal fortsætte med at udvikle klubben i den retning, der er sat med en fornuftig økonomi og et stort fokus på talentudvikling. Så kan der både udvikles spillere til førsteholdet og spillere, der er attraktive for andre klubber, som – hvis der kommer gode og attraktive bud – kan blive solgt.

– Hvis spillerne fra vores egne rækker er klar til at træne med på førsteholdet, skal de have chancen for at komme derop og få lov til at vise sig frem. Selvfølgelig kigger vi også ud for at se, hvem der kan være med til at styrke os og forbedre der, hvor vi har mangler. Så helt naturligt arbejder vi med en blanding af vores egne og spillere udefra.

Med sit løbende arbejde med udviklingen af litauisk fodbold, har han naturligt nok haft talenterne i højsædet og arbejdet på at strukturere udviklingen af morgendagens stjerner. Efter sin første periode som manden i førersædet i Brøndby IF i årene 2011-2013, kom Skarbalius senere tilbage til Vestegnsklubben og var i næsten en hel sæson træner for klubbens U19.

Ligesom tilfældet både var og er i HB Køge fik Skarbalius i Brøndby stor mulighed for at påvirke dem, der stod på spring for at vise sig frem for hele Fodbolddanmark:

– Da jeg trænede U19-holdet i Brøndby var det vigtigt at lægge pres på spillerne og nogle gange spænde ben for dem, så de blev hærdede og var klar til at spille på endnu højere niveau. Når man som talent kommer på førsteholdet – både i Brøndby og HB Køge – kæmper man ikke længere med dem på egen alder. Men også med voksne, dygtige spillere fra holdet og potentielle spillere udefra.

46 år ”gammel” og mere erfaren end sidst

Efter sin anden periode – i 2016 – som cheftræner Brøndby IF’s Superliga-hold gik turen til hjemlandet Litauen. Som han allerede har nævnt har fædrelandet på intet tidspunkt sluppet Skarbalius’ selvopfattelse eller bevidsthed. Da han i 2017 vendte tilbage til sin barndomsklub FK Žalgiris Vilnius, var det efter 20 år som spiller og træner i Danmark. Men comebacket til litauisk fodbold var vel forberedt og Skarbalius havde inden da arbejdet relativt ihærdigt på at udbedre og øge kvaliteten af fodbolden i det østeuropæiske land:

– Efter tiden i Brøndby var jeg tilbage i Litauen, hvor fodbolden stadigvæk er i krise. Allerede inden jeg kom til Litauen havde jeg forsøgt at opbygge en kultur hos trænere og ledere med seminarer, kurser, undervisning og alt muligt andet. Alt sammen for at forsøge at rykke noget i litauisk fodbold.

Hvordan var dit forløb i Litauen? Og hvad har du taget med?

– Jeg har været i to klubber, hvor det oprindeligt var meningen, at jeg skulle være tre år begge steder. Men i begge tilfælde blev det kun til et år – for fodboldverdenen er en svær størrelse. De oplevelser har givet mig mere robusthed.

– Man hører mange gange voksne mennesker sige: ”Hold da op, livet går hurtigt”. I dag er jeg 46 år og siden jeg forlod HB Køge, har jeg blandt andet været gennem et hæsblæsende eventyr i Brøndby med ups and downs, hvor jeg lærte meget – både som person og leder, fortæller Auri.

For alle – både tæt og længere væk fra de hold, Auri har været en del af – er det tydeligt, at han går op i arbejdet med ild og sjæl. Liv og lemmer gav han gerne for at se sine spillere få succes og han lægger alle de kræfter i arbejdet, han kan. Passionen til spillet har altid været stor, og den er ikke blevet mindre henover årene. Tværtimod har han lært værdien og vigtigheden af at finde sindsro, for så at være til stede og opildne for fulde gardiner:

– Som cheftræner på højt niveau skal man være stædig og samtidig have en dybdegående passion for fodbold. Men du skal også lade op og finde pusterum, så du kan give energi til spillerne hver eneste dag til træning og i omklædningsrummet. Jeg er blevet bedre til at se, at tingene ikke skal løses hurtigt, men der skal være en ensrettet retning i alt, man gør.

Alle er en del af succesen

Auri Skarbalius er kommet hjem til HB Køge. Mange ting er ændret siden sidst. Men de grundlæggende værdier og forudsætninger, som bygger fundamentet for hele klubben er det samme. Og var den måske nok vigtigste årsag til, at litaueren ikke skulle tænke mange gange over, hvorfor og hvorvidt han skulle vende retur til der, hvor trænerkarrieren startede:

– Den måde, jeg ved man arbejder på i HB Køge med en leder som Per Rud er, at lederen går forrest og trækker læsset. Det sætter en retning for andre og spreder sig gennem hele organisationen. Samtidig er det vigtigt, at der altid er humør på, at man stiller krav til hinanden OG har det godt i mens. Det gør sig gældende for alle – fra spillere til ansatte til frivillige og fans. For mig giver det en følelse af, at fansene og tilskuerne er en del af det, der sker på banen. Den måde klubben gør det på, kan jeg identificere mig selv i.

– Jeg glæder mig til at samarbejde med alle i og omkring både ungdomsafdelingen og førsteholdet.