Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Stort interview med Adedeji om racisme: Selvfølgelig kunne jeg være passiv

20-årige Jubril Adedeji er opvokset i London, er engelsk statsborger og har nigerianske rødder. Den seneste tids globale fokus på sortes rettigheder, muligheder og vilkår, har sat tankerne i gang hos HB Køges kantraket. Han har nemlig selv oplevet racisme på grund af sin hudfarve. Ikke bare en gang, men flere gange. Nu taler han for første gang nogensinde højt om sine oplevelser, og om at ville gøre en forskel.

Vi møder Jubril en hverdag i klubhuset på Capelli Sport Stadion inden træning, og når kun lige at stille det første spørgsmål om, hvornår Jubril første gang selv oplevede racisme.

Knapt er spørgsmålet stillet, inden Jubril Adedeji tager teten. Passionen er tydelig hos angriberen. Han taler ivrigt, klart og velovervejet. Selvom det er første gang, han snakker offentligt om det, er der ingen tvivl om, at det er noget, der ligger ham tungt på sinde. Og med sin tykke London-accent skal man spidse ører for at følge med.

”Den første oplevelse, jeg kan huske er fra da jeg var 12 år. Jeg var af sted til en fodboldturnering med mit hold. På et af holdene, som vi spillede mod, var der et par af spillerne, som begyndte at komme med kommentarer om, at de ikke kunne se mig, fordi det var så mørkt – vi spillede om aftenen. På det tidspunkt og i den alder var det ret traumatiserende”.

”Det var med til at sænke mit selvværd, og der føler du dig ret alene i verden, når folk gør grin med dig på grund af farven på din hud. Det er noget, der får dig til at se svag ud. Jeg var ikke særlig gammel og gjorde egentlig bare hvad jeg kunne, for at undgå de spillere, men da vi delte spisesal med dem, var det ikke ligefrem nemt”, siger Jubril og fortsætter:

”Det var første gang, jeg blev ringeagtet og dårligt behandlet på grund af min hud. På det tidspunkt var jeg – på mit hold – et af de spillere med mest selvtillid. Der var sjældent nogle, der så mig være nede og det var sjældent jeg lod enkelte situationer gå mig på. Min stolthed var på spil”.

12-årige Adedeji forstod, at noget ikke var, som det skulle være. En ting var at man som modstander gjorde, hvad man kunne for at svække selvtilliden hos modparten – tilråb og hårde tacklinger var ikke unormalt. Men det Adedeji en sen forårsaften oplevede, følte på sin egen krop var noget andet. Noget nyt. Det her handlede om meget mere end ”bare” fodbold og var tilmed noget, både han og modstanderne tog med sig udenfor kridtstregerne. Det fortsatte i spisesalen.

”Jibbs” som han kaldes i daglig tale fortalte det til sin træner. Det krævede mod og forsigtighed. Stoltheden var jo på spil. Men hans daværende træner tog teten og henvendte sig straks til træneren for det hold, hvorfra kommentarerne var kommet. Herefter ophørte kommentarerne. Fra dem.

En ung Jubril Adedeji i aktion.

Skolen

Allerede som 12-årig havde Jubril Adedeji altså sit første af hvad der skulle vise sig at blive mange møder med racismen. Dengang var det ikke kun på fodboldbanen, men det satte som nævnt også spor udenfor. Det skulle desværre også vise sig at blive et gentagende mønster i de følgende år.

I en alder af 14 år begyndte ”Jibbs” at få en oplevelse af, at han i skolen oftest var den, der blev peget fingre af. Den der var roden til problemerne og konflikterne. Dengang bundede det hele nok mere i en mistanke end en egentlig forståelse af og overbevisning om problemet for Jubril.

”Det begyndte så småt at gå op for mig, at jeg blev udpeget som det primære problem, når en større gruppe drenge var sammen. Lærerne holdte altid et ekstra øje med mig. Men det er især – og nok først – henover de seneste uger og måneder, at det er gået op for mig, hvor meget og hvor almindeligt racismen er i de engelske skoler: At blive skældt ud, få lavere karakterer, blive udpeget som problembarn, opleve venners forældre der altid er afvisende”, opremser han.

Og selv trækker han uden tøven et eksempel frem.

”På et tidspunkt fik jeg og en af mine klassekammerater en ens frisure. Det var sådan en, hvor vi på siden af hovedet fik ”barberet” en cirkel – rigtig moderne på det tidspunkt. Fordi hans hår og hud var lys, var det ikke så tydeligt på ham, som på mig. Jeg fik en hel dags eftersidning, fordi jeg havde brudt skolens regler for ordentlig påklædning. En hel dag, hvor jeg sad i et lokale alene. Den anden dreng havde en almindelig skoledag”.

En følelse af uretfærdighed var begyndt at spire i ham. Men mulighederne for, hvad der kunne gøres virkede relativt begrænsede. Det var ikke mange at snakke med det om – altså bortset fra de, der stod i samme situation.

”Jeg var bare nødt til at tilpasse mig og spille efter reglerne – absurde og racistiske eller ej. Det er sådan nogle oplevelser, man tager med sig og lærer fra resten af livet: at man må tilpasse sig og ændre sin karakter, fordi man er magtesløs”.

Læs også: 2,5 års forlængelse til Jubril Adedeji

”Politiet bør være nogle, man har tillid til”

I Storbritannien kan man som 17-årig sidde bag rattet i en bil og være chauffør. Adedeji havde som så mange andre 17-årige taget kørekort, og sad jævnligt bag rettet, men også her skulle han opleve en situation, som har sat sig i ham. Hvad der skulle have været en helt almindelig køretur med et par kammerater udviklede sig en sen aften til én, ”Jibbs” sent glemmer.

”En anden oplevelse, som virkelig har naglet sig fast hos mig var, da jeg 17 år og lige havde fået mit kørekort. En aften var jeg ude og køre med et par venner, da vi bliver trukket til side af politiet. Den ene af politibetjentene var tydeligt aggressiv, rakte ind i min bil, flåede nøglerne ud og var tæt på at smadre bilruden i bevægelsen. Da jeg spurgte dem hvorfor jeg var blevet trukket til side og hvorfor de ville gennemsøge min bil, fik jeg ikke noget klart svar”.

”Politiet bør være nogle man har tillid til. Men det her var en situation, jeg ikke ønsker for nogle unge drenge. Man bør kunne nyde livet. Ikke kigge sig selv over skulderen for at se, om politiet er i hælene på dig. I en situation som den er man nødt til at adlyde dem, for som vi for tiden ser overalt i verden, kan dit liv ændre sig på få sekunder, hvis du ikke gør som de siger. Du kan miste alt på få sekunder på baggrund af din hudfarve. Det skyldes, at en ung, sort mand åbenbart ikke kan køre i en nice bil, uden at være i problemer. Det er en stereotyp”, fortæller Jubril Adedeji.

Autoriteter som politibetjente og skolelærere vil – som Adedeji rammende understreger – være nogle, man normalt har tillid til og tro på. I samme boldgade har den i dag rapfodede angriber også oplevet ikke at kunne komme ind på natklubber i grupper med sine mørkhudede venner. Splittet op og hver for sig i andre grupperinger med piger eller lyshudede drenge er forbuddet dog frafaldet. Forklaringen på afvisningerne har været “forkert dresscode”, men denne blev ophævet så snart gruppen af unge, mørkhudede drenge blev ophævet. Således blev en ellers livlig og hyggelig aften med en fødselsdagsfest til en oplevelse, hvor Adedeji følte sig ”ked af det, vred og magtesløs”.

At stå op for sig selv – og andre

Men hvad gør man så som ung, sort mand i situationer, hvor systemet føles at være imod én og undertrykkelsen fra andre er til at tage at føle på? For Jubril Adedeji har det i de seneste uger og måneder i høj grad handlet om at anerkende et problem. Sige fra og tydeligt italesætte det, når racismen viser sig. For alternativet, at være stiltiende, vil for Adedeji tendere til at være lige så grelt som den aktive deltagelse.

Det handler derfor i høj grad om at tage stilling til og vurdere, hvordan man selv vil efterlade verden og gøre det til et bedre sted for de næste generationer.

”Selvfølgelig kunne jeg godt være passiv og sige ”Okay, det har været værre end nu, så jeg skal bare nyde det”, men det lægger ikke til mig. Selvom det kunne være værre, så er vi stadig nødt til at nedbryde de racemæssige barrierer, der findes. Jeg vil blive ved med at stå frem og stå op for minoriteten, indtil vi alle er lige. Der er en grundlæggende enighed om, at der er mere end en race. Men det er der ikke. Jeg bliver ved med at påtale det og bruge min platform som fodboldspiller til ikke at være tilfreds med bedre forhold end generationen før mig havde. Jeg vil være med til at sikre, at generationen efter mig har endnu bedre forhold. Min lillebror er 11 år gammel, og når han bliver 20 år – som jeg er i dag – vil jeg ikke have, at han skal have oplevet de samme ting, som jeg har”.

”Mine oplevelser har hærdet mig. Jeg ved, jeg hvad skal forvente fra omverdenen – også selvom det er hårdt. Det har hærdet mig på den måde, at jeg ikke længere lader ting gå mig på. I løbet af min opvækst har jeg lært, hvordan jeg skal håndtere forskellige situationer – ikke kun i forhold til racediskrimination – på og udenfor banen. Nu har jeg en følelse af, at jeg altid kan komme igen. For jeg ved, at jeg, mine forældre, mine bedsteforældre og så videre har stået i værre situationer”.

Adedeji vil være med til at gøre verden til et bedre sted. Det vil han som menneske og som fodboldspiller. Det er mennesket bag, der udtrykker ønsker og lysten til at gøre en forskel, men fodboldspilleren som har platformen og midlerne. Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvordan han fremadrettet vil agere og bruge sine muligheder.

”At være sort begrænser dig til en hvis grad allerede fra det tidspunkt, du bliver født. Min bedstemor har altid sagt til mig, at jeg som sort dreng i den her verden altid er nødt til at arbejde 10 % hårdere end andre. Jeg har forsøgt at se det sådan, at det ikke begrænser min karakter, men giver mig et potentiale til at vokse bredere og størrere. Jeg er tvunget til at arbejde med sådan nogle situationer på en daglig basis. Så min vækst og fremgang som mennesker gør mig bedre hver dag. Det giver mig en mulighed for at blive en bedre person hver morgen, jeg vågner”.

”At få succes som fodboldspiller er for mig baseret på én ting: at få en platform, have nok penge, få en status hvor jeg kan være med til at gøre verden et bedre sted. Hvor jeg kan giv mine forældre ting i livet, som de ikke kunne få tidligere på grund af deres hudfarve. Tale til og gøre en forskel for unge mennesker. Det hele kan koges ned til at gøre en forskel for sorte mennesker. At være en rollemodel”, slutter en tydeligt afklaret og stålsat Jubril Adedeji inden han rejser sig og går ud på træningsbanen. For herefter venter dagens træning. Hvor han nok en gang får sine holdkammerater til at falde på hælene med driblinger lige så stærke som de holdninger, han netop har spyttet ud på stribe.

Foto: Martin Håkan // Coverganda

Capelli Sport