Svaner vender tilbage efter landsholdslejre og testkampe

Ni HB Køge-spillere har i de seneste uger været med de danske landshold på træningslejr i Spanien. Spillerne er nu vendt tilbage til HB Køge efter mange dage med sol og intensiv træning i det spanske, mens der undervejs også er blevet spillet en række testkampe, som flere af svanerne deltog i.

A-landsholdet
Alberte Vingum og Cornelia Kramer var begge med det danske Kvindelandshold i Marbella på en 10 dage lang træningslejr. På turens sidste dag blev der spillet en testkamp mod Østrig, som ingen af de to desværre fik lov at bidrage til. Opgøret blev således overværet fra bænken af dem begge – og sluttede i øvrigt uafgjort 1-1.

U23-landsholdet
Tre HB Køge-spillere var med på U23-landsholdets træningslejr, der blev afviklet tæt op ad A-landsholdets. U23-kvinderne spillede to testkampe undervejs, hvor det endte med nederlag imod først Holland og siden Sverige. I begge kampe var der masser af spilletid til svanerne.

Cecilie Fløe spillede 30 minutter og scorede Danmarks enlige mål i 2-1-nederlaget mod Holland, mens hun spillede de første 45 minutter og leverede Danmarks assist i et 4-1-nederlag mod Sverige.

Både Vibeke Andersen og Signe Markvardsen spillede fuld tid i kampen mod Holland, mens det blev til hhv. 45 og 60 minutters spilletid for de to i opgøret mod svenskerne.

Fordi A- og U23-landsholdet trænede så tæt op ad hinanden gav det mulighed for, at holdene kunne “låne” spillere af hinanden. Cornelia Kramer fik således også masser af spilletid i U23-landsholdets kampe: 60 minutter mod Holland og 45 minutter mod Sverige blev det til for angriberen.

U19-landsholdet
Keeper Emilie Møller og midtbanespiller Maja Hagemann var ligeledes med det danske U19-landshold på træningslejr i Spanien. Undervejs spillede holdet to testkampe.

Maja Hagemann fik den sidste halve time af det første opgør – en 0-0-kamp imod Sverige.
I kamp to – et 4-1-nederlag mod Holland – spillede Emilie Møller fuld tid mens Maja Hagemann spillede en halvleg.

U17-landsholdet
Med U17-landsholdet spillede Laura Sehested og Emilie Luplau to testkampe imod Norge. Luplau spillede fuld tid i det første opgør som endte med en dansk 2-1-sejr, mens det blev til henholdsvis 62 og 70 minutters spilletid til Sehested og Luplau i den 5-1-sejr, det andet opgør endte ud i.

Capelli Sport