Svendsen: “Alle skal kunne se, vi vil det mest”

I morgen gælder det sæsonens sidste kamp, når de forsvarende danske mestre lukker 2023 ned med en hjemmekamp mod Ligaens bundhold fra AaB, der blot har fået én sejr og fire point i alt i 13 kampe. Derfor er det også en kamp, hvor der skal være klasseforskel, og hvor alle skal kunne se, at HB Køge vil det mest, mener forsvarsprofilen Selma Svendsen.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft lidt svært ved at finde melodien i de sidste par kampe. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at vi i morgen går ud og viser, at vi stadig er et tophold, der kan præstere i svære perioder. Vi skal gå ud og være aggressive og turde at spille rundt som vi har gjort i store perioder af efteråret. Og vigtigst af alt, så skal vi vise, at vi er dem, der vil det mest,” fortæller Selma Svendsen.

Morgendagens opgør mod AaB er sidste kamp i grundspillet, inden de seks øverste hold fortsætter i foråret med 10 runder i mesterskabsslutspillet. For Selma Svendsen og resten af truppen er det helt essentielt, at de formår at slutte året godt af, og få sat punktum på efteråret.

“Det er jo den sidste kamp, man husker, når man går på ferie. Derfor er det også virkelig vigtigt for os at tage en sejr i årets sidste kamp, så det skal vi naturligvis gøre at for at opnå i morgen,” fortæller Selma Svendsen og fortsætter om morgendagens modstander.

“Vi forventer, at de kommer ud med power, hvilket vi skal naturligvis skal stå imod og lukke ned for. Vi stiller altid høje krav til os selv, så vi forventer også, at vi skal ud og få momentum i kampen fra start,” slutter Selma Svendsen.

Der er kampstart mod AaB på søndag klokken 14.00 på Capelli Sport Stadion. Billetter til opgøret kan købes på hbkoge.eventii.dk.